IndvandreNet Arbejds- og principprogram
2010/11
*Arbejds- og principprogrammet
& handleplan 2011/12er under løbende udarbejdelse !
Indvandrernes egen Ny Integrationspolitik !
For de etniske minoriteter i Danmark er udgangspunktet en vellykket og
fornuftig integration. De etniske minoriteter har ingen interesse have i en
integration, der ikke til fulde tilgodeser både de etniske grupper og det
danske samfunds interesser.
For indvandrerne er det af fundamental betydning, at det aldrig må blive dem og
os – men vi. Først når det er sket kan man sige, at integrationen er lykkes i
Danmark. Dér hvor integrationen lykkes er dér, hvor dem som skal integrere har
vilje til at integrere, og dem som skal integreres har vilje til at lade sig
integrere.
At blive integreret betyder ikke at tilegne sig værtslandets kulturtræk – også
blandt danskerne hersker der et hav af kulturelle uvaner – men at blive
selvbærende i social og økonomisk forstand, og i sidste ende at kræve ejerskab
til eget liv med det ansvar og de forpligtelser, der ligger heri.
Danmark er ikke en homogen masse.
Forskelligheden hersker. Selv på områder, hvor debatten i Danmark tenderer til
at betragte konkrete problemstillinger som tvangsægteskab, æresdrab,
omskæring som spildprodukter af en ukontrolleret indvandring, er det en
kendsgerning, at disse ikke hører til fremmedetnicitetens grundsubstans, men er
udtryk for enkeltindividers fejlopfattelser, og dermed er forhold, som kan og
skal bringes under kontrol – gennem oplysning, gennem lovgivning og gennem
opbygning af rollemodeller.
Rettighederne har vi i Danmark.
Det danske samfund bygger i alt væsentligt på den lutheransk-protestantiske
menneskeopfattelse, som har været bærende for etableringen af et sæt
almindeligt accepterede menneskerettigheder. FN har udarbejdet en
menneskerettighedskonvention, men hertil er kommet en række andre konventioner
om f. eks. børns og kvinders rettigheder. Danmark har som nation tilsluttet sig
disse konventioner, og det betyder, at lovgivning, cirkulærer og praksis i den
offentlige forvaltning og samfundets indretning skal tage afsæt i
menneskerettighederne, børnerettighederne og kvinderettighederne. Men det samme
gælder også for indbyggerne. Ingen kan opholde sig i Danmark, med mindre man
anerkender menneskerettighederne. Religiøse retninger kan og skal ikke undsige
menneskerettighederne, Konventionen om Børnenes rettigheder og CEDAU
Konventionen om kvindernes. Det gælder islamiske fundamentalister, Jehovas
Vidner, visse dele af judaismen og flere andre. Nok giver vi plads og respekt
til alle anerkendte trossamfund, men i Danmark går loven forud for religionen
Det er vigtigt, at dér, hvor kulturerne støder mod menneskerettighederne, må
samfundet gribe ind. Flygtninge og indvandrere må gribe ind. Det gælder på alle
niveauer, og det retter sig mod alle indbyggere i dette samfund. Når grupper i
samfundet diskrimineres, skal vi gribe ind. Når børn udsættes for vanrøgt, vold
eller lemlæstelse, skal vi gribe ind. Når unge ikke får lov at stifte familie
af egen fri vilje, skal vi gribe ind.
Politisk overreaktion, forskelsbehandling eller forfejlet boligpolitik
?
Men vi skal også gribe ind, når lovgiverne anvender strømninger i
majoritetssamfundet til at forskelsbehandle via nedsat integrationsydelse,
tvangsaktivering – slavearbejde – udslusning eller familiesammenføring til
ghettoer, som er opstået på baggrund af en forfejlet bolig- og skattepolitik.
Vi skal gribe ind over for private boligudlejere, når de svigter deres
samfundsmæssige pligt og udøver diskrimination over for såvel ressourcesvage
som socialt truede medborgere og dermed bidrager til ghettoificeringen,
og vi skal gribe ind over for den voldsomme grad af småtskårethed,
egoisme og bedsteborgerfølelse, der breder sig i samfundet i disse år.
Kolonihavenationalismen har grebet Danmark. Vi er os selv nok, når vi sidder i
kolonihaven med bajeren og Dannebrog og hører Giro 413.
Retten til et ordentlig arbejde.
Vi skal gribe ind, når et lunkent arbejdsmarked anvender alle slags kneb og
tricks for at undgå at ansætte mennesker med fremmed etnisk baggrund. Retten
til arbejde er grundlovssikret, men i praksis har ingen vist vilje til at
knægte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Vi må slå fast, at
arbejde er den enkeltes eneste vej til at opnå at blive selvbærende, og derfor
er arbejde en samfundsinstitution, der skal kunne eksproprieres på samme måde
som man eksproprierer jord og bygninger til gavn for almenvellet.
Det er en vældig torn i øjet på det danske samfund, at fem procent af
befolkningen – indvandrerne og flygtningene – lægger beslag på 35 procent af
kontanthjælpen, dels fordi gruppen altovervejende er ude af stand til at forsørge
sig selv, og dels fordi der i nogle få kredse spekuleres i
overførselsindkomsten. Det har medført et kludetæppe af mere eller mindre
hensigtsmæssig lovgivning, som har det fællestræk, at der er indbygget
forskellige grader af diskrimination, som også rammer dybt blandt etniske
danskere.
Hvor der er gensidig vilje, og det er rigtig mange, er etnisk fremmede blevet
glimrende integreret på arbejdsmarkedet, og hvor der har vist sig gensidig
vilje, har man for længst kunnet overføre uddannelser og meritter, så f. eks.
ingeniører, læger og andre højtuddannede har kunnet glide ind på
arbejdsmarkedet i kvalificerede stillinger. Hvor denne vilje ikke har været til
stede, kører ingeniører og læger og så videre rundt som taxachauffører,
grønthandlere eller er reelt arbejdsløse. Det er uværdigt for dem, og det er
uværdigt for samfundet.
Den stigmatiserende boligpolitik.
Koncentrationen af indvandrere i hovedsagligt socialt boligbyggeri er først og
fremmest resultat af at staten, amter, kommuner og almene boligselskaber ikke
har formået at samarbejde om at udvikle en sammenhængende og bæredygtig
solidarisk boligpolitik. Alt for mange modstridende interesser, økonomiske
såvel som politiske, har resulteret i en koncentration af socialt svage
danskere og økonomisk svage etniske grupper. Den manglende boligpolitiske
dimension i statens, amternes og kommunernes sociale tiltag overfor de svageste
grupper i Danmark har resulteret i en stigende disintegration og rodløshed
blandt unge uanset etnicitet i de berørte boligområder. Dette er naturligvis
ikke noget der fremmer integrationen. Det er tværtimod med til skabe grundlag
for konflikter, blandt andet fordi det omgivende samfund ikke sondrer mellem at
være socialt udstødt og at være økonomisk udstødt, og at løsningen af sociale
problemer som misbrug, vold i familien, lav magtdistance drejer sig om helt
andre tiltag end løsningen af økonomisk udstødthed.
Den ene gruppe kan hjælpes gennem socialklinikker, familieterapi og i sidste
instans sanktioner, mens den anden gruppe skal sikres relevant optjening gennem
arbejde.
Forskelsbehandlende socialpolitik.
Gennem de seneste 15 år har dansk socialpolitik undergået meget store
forandringer. Nogle af disse forandringer har bragt mange fra de etniske
minoriteter i klemme. I forbindelse med aktiveringspolitikken har vi iagttaget,
at alt for mange fra de etniske minoriteter ikke får tilbudt uddannelse, men
henvises til de dårligste aktiveringstilbud eller bliver tilbudt udsigtsløse
projekter. Det er samfundsmæssigt nødvendigt, at man i langt højere grad bruger
det sociale system til at opfange de socioøkonomiske problemer i samfundet, i
stedet for at forværre dem. Den særlige ungdomsydelse – med straf for ikke at
tage imod aktiveringstilbud - har formodentlig været med til at øge volds- og
berigelseskriminaliteten. Socialpolitisk er det vigtigt, at man er opmærksom på
følgende forhold, hvis man ønsker en fornuftig integrationspolitik:
- At der sikres nogle relevante uddannelsestilbud til de etniske minoriteter.
- At socialarbejderen magtforholdet mellem socialarbejder og klient ændres til
et samarbejsforhold.
- At der gives relevante aktiveringstilbud og der gives tilbud om deltagelse i
projekter som reelt forbedrer den enkeltes situation.
- At aktivering og uddannelse skal føre til fast og ustøttet arbejde.
- At der føres skarp kontrol med løntilskuddet til arbejdsgivere ikke bevirker
opsigelse af andre.
Der kunne med held måske ansættes flere med fremmed etnisk baggrund indenfor
socialvæsenet, pleje- og sundhedssektoren og andre områder hvor
befolkningssammensætningens forskydninger skaber kapacitetsproblemer.
Etniske unge i klemme.
De unge med fremmed etnisk herkomst er den befolkningsgruppe, som voldsomst
mærker konflikten mellem den postmodernistiske kultur og den traditionelle
kultur. Mange unge lever et liv på linie med deres danske kammerater i skolen,
men når de kommer hjem, skal de tilpasse sig familiens traditionelle kultur.
Unge uanset etnicitet er i klemme i tiden. Krav til viden og formuleringsevne
er næsten enorme, samtidig med at man skal forholde sig til en teknologisk
eksplosion af muligheder, systemer og metodikker. Men de etniske fremmede unge
har lagt et sæt ekstra byrder på skuldrene i form af omgivelsernes mistro og
mangel på respekt. Skal man som arabisk udseende ung mand hævde sig i
samfundet, må man være ekstremt dygtig. Alternativet er at synke dybt ned i sin
egen gruppe – gruppen af utilpassede unge uanset etnicitet – og dermed måske
kriminalitet og konflikt.
At der for langt de fleste unge fremmedetniske piger er planlagt ægteskab,
oftest med en slægtning, er ikke i længden nogen socialt forsvarlig løsning, så
meget desto mere fordi et stigende antal unge kvinder vender sig imod det
arrangerede og i de fleste tilfælde påtvungne ægteskab. Det arrangerede
ægteskab fastholder en magtstruktur, som er uden samklang med samfundet,
menneskerettighederne og Kvindernes rettigheder, og som derfor er uacceptabel.
Er det nødvendigt med stramningerne i familesammenførings
reglerne?
Vore erfaringer på det etniske område viser os, at stramningen af
alderskriteriet for familiesammenføring til de 24 år betyder, at en stor del af
de tvangsægteskaber der foregår i dag fortsat vil være et problem.
De unge vil blive tvangsgift i hjemlandet og skal derefter vente på at få deres
ægtefælle til Danmark indtil det fyldte 24 år. Eller man vil formodentlig prøve
at styre de unge kvinders seksualitet til de kan blive familiesammenført med
deres mand.
Desuden vil evt. fødte børn i hjemlandet være uden dansk sprog og indsigt i
samfundet. Men værst af alt vil være den manglende sociale kompetence i et
dansk samfund.
Derfor vil der fortsat være et stort behov for en
oplysningskampagner i Danmark blandt de etniske mindretal.
Der er ingen fornuft i korrektionen i alders bestemmelserne
for familiesammenføringer. Det er forskelsbehandlende.
IndvandreNet og Indvandrerne i det nye
årtusinde og årti.
Desværre må vi på grund af samfundsudviklingen forvente, at disse problemer vil
vokse i de kommende år. Derfor bliver det nødvendigt med en bred indsats. Den
kommer selvfølgelig til at koste penge, men det vil være langt billigere at
tage fat i problemet nu, før det for alvor eskalerer.
Spændingsfelt mellem kulturer er blevet forværret gennem de sidste år.
Tendensen går mod segration på dette felt. Årsagerne
til dette kan være mange. En af de væsentligste finder man formodentlig i, at
en meget stor procent af de etniske minoriteter fra tredjelande aldrig er
blevet en del af det danske samfund. En næsten konstant arbejdsløshedsprocent
på 60 - 70 % taler sit tydelige sprog. Dette betyder en meget stor
samfundspåvirkning. Det rammer specielt 2 generation. Det er af afgørende
betydning, at der er et fortsat og permanent arbejde med, at oplyse både de
unge og de ældre blandt de etniske minoriteter om, at deltagelse i
samfundsdebatten er vigtigt.
Vi håber, at der vil blive sat større fokus på disse her nævnte særlige
problemstillinger, at det vil blive muligt i større omfang end i de sidste par
år for flygtninge og indvandrerne at deltage og påvirke politikudviklingen.
IndvandreNet - Landsorganisationen for Indvandrere og
Flygtninge vil søge ind i debatter, skabe debat, vil være med i
politikudviklingen til fordel for de etniske mindretal i Danmark.
|
|
Den forbudte kulturarv – omskæring !
Debatten om omskæring af piger er blusset op, blandt andet med baggrund i en
række meget omdiskuterede udtalelser fra flere somaliske imamer, og under stor
mediebevågenhed er et par imamer blevet politianmeldt.
Men det er udtryk for menneskelig armod i Danmark, at denne debat først nu
kommer i højt gear, "blot" fordi nogle imamer mere eller mindre
"uheldigt" kommer til at fokusere på et problem, politikerne og
samfundet i grunden helst vender det blinde øje til.
Det kunne jo i stedet handle om, at ministerier og pressen igennem de seneste
tre år ikke har taget problematikken alvorligt. Indvandrerrådgivningen fik
desværre for nylig afslag på en ansøgning om støtte til en kampagne mod
omskæring både i integrations-, sundheds-, indenrigs-, social- og
ligestillingsministeriet, med den begrundelse, at en etnisk somalisk
kvindeforening i Århus lige havde haft en international konference, samt at
sundhedsministeriet havde haft en kampagne. Den blev desværre afsluttet for 3
år siden og er ikke fulgt synderlig godt op.
Omskæring af kvinder findes ifølge de førende islamiske retsskoler
ikke dokumenteret i Koranen. Men det er ikke væsentligt. Omskæring af børn
uanset køn er såvel i visse kristne som islamiske og i de jødiske samfund en
urgammel tradition, som vi i Indvandrerrådgivningen tager skarpt afstand fra.
Ethvert legemsangreb, som ikke er lægeligt begrundet, er forbudt ved lov i
Danmark og alle moderne vestlige samfund.
Så længe somaliske imamer udbreder en skønsom blanding af dyb overtro, og
krydrer det hele med tvivlsomme henvisninger til Koranen, er man med til at
opretholde urskikke og kulturuvaner, der daterer sig
tilbage længe før både Koranen, Det Gamle Testamente og de demokratiske
statsdannelser blev til - og dertil regner vi oldtidens Grækenland, romerriget
og de europæiske kulturer frem til vor tid.
Det menneskesyn, der hersker som baggrund for omskæring hos brede kulturlag i især fattige egne af verden, er et menneskesyn
båret af nogle særdeles stive magtstrukturer, og omskæring er et udtryk for
udøvelsen af denne magt. Det gælder uanset vi taler om kristne kulturlag i Afrika eller Mellemøsten, det jødiske samfund
eller de islamiske, hvor omskæring praktiseres. Og visse paralleller kan også
trækkes til kulturuvaner som arrangerede – og tvangsægteskaber
!
I moderne samfund er magtstrukturen opbygget på andre normer - samfundets
overlevelse bygger på helt andre parametre. Måske er det netop den udbredte
uvidenhed om magtens opbygning i de kulturlag, hvor
lemlæstelse praktiseres, som får politikere og embedsmænd til at vende det
blinde øje til problemet. Vi forstår ikke sådanne kulturuvaner, og derfor tør
vi ikke blande os.
Der skal oplysning til herhjemme, og f. eks. i Somalia selvom der her er en
langsom men markant udvikling i gang henimod bedre
oplysning om sundhedsaspekterne ved de grufulde omskæringsmetoder. Det
formodes, at antallet af omskæringer er for nedadgående, omend
der endnu kun er tale om mindre fald. Derfor er det er vigtigt, at vi også
herhjemme sætter kraftigt ind med oplysning.
Vi ser ingen grund til særskilt lovgivning, for rettelig anvendt har den danske
lovgivning allerede de muligheder, der behøves for at straffe disse
legemsangreb. Vi ser ingen grund til at præcisere tvangsfjernelse som
instrument, som et enkelt parti i Danmark nu er fremme med, fordi det allerede
ligger i lovgivningen, at forældre, som lemlæster deres børn, må forvente
tvangsfjernelse og straf efter straffeloven. Men måske skulle der mere intensiv
supervisering gennem oplysning til i vor skole- og socialsystem.
Indvandrerrådgivningen vender sig imod Dansk Folkepartis meddelelse om, at
partiet i folketinget vil kræve, at omskårne somaliske piger tvangsfjernes som
pædagogisk instrument over for børnenes forældre. Politikerne og herunder Dansk
Folkeparti har i mange år lukket øjnene for praksis, og der er intet gjort for
at forøge oplysningen herhjemme eller lægge pres på de regeringer ude i verden,
som ikke har lovgiver eller gør en aktiv indsats mod omskæring.
Det vil være fint at ophæve reglen om dobbeltstraf i forbindelse med omskæring.
Men det er ikke nogen mirakelløsning. Sverige har haft det i nogle år, men
endnu er ingen blevet dømt efter den regel i Sverige. I Sverige – men ikke
Danmark - har vi set at konkrete anmeldelser ikke har ført til domfældelse, til
de sociale myndigheders forbavselse. Bevisførelsen er for kompliceret. En
lovgivningsmæssig konstruktion med vold og straf kan man ikke - pigerne vil
blive holdt væk fra det danske sundhedssystem. Det er en katastrofe kurs.
Kulturuvaner kan kun ændres gennem intensiv oplysning og positiv kultur
påvirkning.
Vold og straf fører kun til stigmatisering.
I DANMARK FINES OGSÅ KÆRLIGE MÆND,
DER SLÅR, LYVER OG UNDERTRYKKER (udenlandske) KVINDER !
I Danmark er der en del sager, hvor danske mænd fremskaffer sig en kvinde fra
Østeuropa/Asien. Desværre har nogle af mændene det forhold til ansvar, som
nogle også har i Danmark til katte og hunde, de kan kassereres og afleveres på
dyreinternat/Krisecentre. Men vi må nok også se i øjnene, at de traditionelle
indvandrere også er forbrugere af kvinder, og det ikke alene afrikanere og
mellemøstlige, men tyrkere, mænd fra Balkanområdet og
Asien.
Og problemet bliver større med den nye 7 års regel for fast opholdstilladelse,
vi vil se en skare af grovere fysisk og psykisk mishandlede kvinder.
Vi tager sagerne og kører dem igennem systemet - gratis - for disse kvinder.
Det er rent jura og socialpædagogisk arbejde. Vi ser for tit advokater, der
tager disse sager for omsætningens skyld, vi ser også socialrådgivere
postulere, at de også hjælper disse kvinder, men det er en skidt hjælp. Der er
dobbelt interesse.
Vi har den erfaring, at udlændingeservice på stribe afviser at give
opholdstilladelse eller som de selv udtrykker det, undlader at tage stilling.
Man foretager en såkaldt helhedsvurdering, om kvindens situation og tilknytning
til Danmark. Man tager overhovedet ikke stilling til om kvinden har været udsat
for fysisk og psykisk vold, hvis man først og som regel har bestemt sig for at
kvinden ingen "reel" tilknytning har til DK. Har man ikke barn med
"manden" er afgørelsen nem og et afslag er sikkert.
Udlændingeservice har en dårlig praksis til skade for kvinderne.
Udlændingestyrelsens sagsbehandlere tager telefonnotater af opringninger, som
de bruger i sagsbehandlingen. En del mænd anser det som deres
"borgerpligt" at underrette Udlændingestyrelsen om, at
"konen" er ”flyttet" fra dem. Det gør de selvfølgelig for at
lægge ekstra pres på kvinderne, for at få dem tilbage. Når kvinden er flyttet
fra manden, så er processen startet med behandlingen af sagen, Udlændingeservice
tager af egen drift sagerne op til behandling og vurdering. Nogle mænd direkte
lyver og fortæller pr. telefon, at de er flyttet fra kvinden. I
Udlændingestyrelsens termologi har man hermed mistet
alle muligheder for at beholde opholdstilladelsen. De tager også telefonnotat
af bistandskontorer/socialrådgiveres opringninger. Disse ved langt fra altid,
hvad de har med at gøre. Der tages også telefonnotat af kvindens eventuelle
samtaler med Udlændingestyrelsen. Kvinderne ved som regel intet om
lovgivningen, hvad de skal sige, de er i en ekstrem dårlig psykisk situation,
det belaster dem i sagsbehandlingen og ganske urimeligt.
Problemet med danske (og etniske) mænd og "importerede" kvinder er
som regel, at manden er fraskilt, misbruger og voldelig. Amtet har ikke
rapporteret til udlændingestyrelsen og de sociale myndigheder, hvad der sådan
set intet er i vejen for. Den danske mand undgår at få behandlet sin sygdom og
uvaner. For etniske mænd med en sådan beskrevet adfærd, er der også en
kulturforskel til Danmark, en holdning til kvinder og deres rettigheder, som
generelt ikke oplevedes af ”den importerede kvinde” i hverdagen, der opstår en
konflikt. Kvinden bliver på det groveste misbrugt og holdt i uvidenhed om sine
borgerrettigheder og muligheder af manden. Ved udenlandske mænd kunne det samme
information foretages og med held indberettes til Udlændingeservice, der kunne
stille betingelser, men det foregår ikke.
Den indførte 7 års regel for fast opholdstilladelse er en katastrofe for
udenlandske kvinders rettigheder. Man kan tvivle på, om vi i Danmark overholder
konventionen (CEDAU) om samme. Vi kommer i fremtiden til at se kvinder, der har
født et barn her i landet komme i den situation, at barnet går i
børnehaveklasse, aldrig har set hjemlandet og ikke kan tale moderens modersmål,
men udvises til hjemlandet grundet et ophørt ægteskab. Mon ikke også Danmarks
overholdelse af konventionen om Barnets Rettigheder er faretruende nær ved at
blive overtrådt. Kvinder er reelle fanger/gidsler, de må finde sig i hvad som
helst i 7 år indtil den faste opholdtilladelse er opnået, og de kan stille
deres egne betingelser i ægteskabet eller forlade ægtemanden uden "den
dobbelte straf".
Vi ser mange eksempler på, at disse kvinder ikke får nogen vejledning i deres
rettigheder. Udlændingeservice har nok lavet en folder om vold mod udenlandske
kvinder, og om at dokumentation for volden er nødvendigt, men den udleveres
ikke, men ligger blandt hos os rådgivninger, få socialcentre og krisecentre.
Når de kommer hos os, bistandskontorer, advokater eller krisecentre, er det for
sent med information om den krævede nødvendige dokumentation. Noget andet er,
at Udlændingestyrelsen som regel tilsidesætter en sådan dokumentation. Jeg har
forespurgt ved et møde i Integrationsministeriet, om man ville ændre praksis og
udlevere denne folder til kvinden ved fremsendelsen af opholdstilladelsen ved
familiesammenføringen og eller på anden bedre måde sikre sig kvinden blev
orienteret, men det kunne man ikke af mange grunde.
Sagsbehandlingen er utrolig langsom og med en klage til Integrationsministeriet
tager det nemt 1 til 1½ år. I øvrigt er klagefristen uforskammet kort – 7 dage
– i forhold til at kvinderne som regel flytter meget i en sådan situation. Det
er nærmest at tilsidesætte forvaltningsretslige almindelige normer. Alene en så
lang sagsbehandling burde udløse en opholdstilladelse, det er enorm belastning
psykisk for kvinderne.
Den hjælp kvinderne får her i landet er ikke stor, hvorfor procentdelen af
udvisninger i disse sager er al for høj, mere end to tredjedele af sagerne
ender med udvisning. De officielle antal registrerede sager er forbavsende lavt
ca 100. Mørke tallet er temmelig sikkert højt, da en
del kvinder enten gifter sig hurtigt igen for at undgå udvisning, påbegynder et
studie (og får opholdstilladelse på grundlag af studier), rejser hjem før udvisningens-”dommen” er en realitet eller simpelthen
rejser hjem til ægtemanden grundet dennes pres eller manglende hjælp til
kvinden. Disse eksempler ender i andre statistikker, eksempelvis som
skilsmissesager, når kvinden har fået en fast opholdstilladelse.
Krisecentre kan vel bedst betragtes som opholdssteder og ikke som reelt
hjælpende i sådanne meget krævende og juridisk spidsfindige sager.
Krisecentrene er som regel ikke udstyret personalemæssigt til sådanne sager, og
vel knap nok til at have med almindelig social
belastende sager. Krisecentre er en del af det danske system og direkte
godkendt i amterne og med midler herfra. Man har meget lidt uddannet
socialpædagogisk personale, men en skrækkelig stor antal frivillige, hvorfor
Krisecentre bliver mere ideologisk feministisk eller andet. Socialcentre og den
enkelte socialrådgiver har i de fleste kommuner en al for stor antal sager,
hvorfor de ikke kan specialisere eller få den nødvendige tid til en sådanne alvorlige sager. Og de skulle i lang større grad på et tidligere tidspunkt træde ind i
mandens dilemma med behandling og foranstaltninger. Advokater er jo en
mulighed, men der er forskel på at sælge huse og inkassosager og disse dybt
alvorlige sociale sager, som kræver stor tid behandlingsmæssigt og meget tid
til samtale, da der er store menneskelige ar, der skal snakkes om og heles. I
Indvandrerrådgivningen og nogle ganske få andre steder har vi mulighed for at
hjælpe et lille antal på en rimelig kvalificeret måde, men vi mangler midler og
dermed muligheder.
Den ansvarlige minister Bertel Harder har i skrivelse af 18 marts d.å. til mig
skrevet og understreger:
”Der vil altid ske en konkret vurdering af, hvorvidt en inddragelse må antages
at virke særlig belastende for udlændingen” og ” Jeg vil i den forbindelse
gerne understrege, at den generelle skærpelse af de betingelser for at få
tidsubegrænset opholdstilladelse ikke får betydning for de voldsramte
udenlandske ægtefæller. Praksis på dette område vil forsætte uændret, således
de pågældende i samme omfang som hidtil vil kunne få lov til at blive i
Danmark, selvom de forlader den voldelige ægtefælle, inden de har fået
tidsubegrænset opholdstilladelse.”
Endnu har vi ikke set en sådan konkret vurdering, ministerens eget
ministerium eller hans Udlændingeservice følger ikke ministerens
"lovning" og ord.