Integrationsprocessen 2012 i Magtens Danmark

Nødvendigt at etablere en rigtig og uafhængig racisme-ombudsmand,

da integrationsrådene ikke fungerer.

Overordnet set er der to parter i enhver integrationsproces. Der er en gruppe af individer, som "skal integreres" Men vil gruppen egentlig integreres - og i så fald integreres i hvad?

Der er en gruppe, som "skal integrere" - men hvem ønsker gruppen at integrere og på hvilke vilkår?

Så længe den gruppe, som "skal integreres" ikke stiller sig synligt frem med tilbud, som er attraktive for den anden gruppe, går integrationsprocessen i stå. Det kan vi kalde delproblem nr. 1.

Så længe den gruppe, der "skal integrere" ikke opstiller tilbud og vilkår, der opfattes som attraktive af den anden gruppe, går integrationsprocessen i stå. Dette kan vi kalde delproblem nr. 2.

Danske politikere har i årevis råbt højt om de fremmedetniske gruppers pligt til at tage del i samfundet. Blive veluddannet i dansk, matematik og så videre. Og derpå ”finde” ind i det danske erhvervsliv ved at tilbyde sig som god og stabil arbejdskraft. Alternativet er en række sanktionsmuligheder.

Gruppen af fremmedetniske populationer er meget uhomogen. Visse undergrupper klarer sig særdeles godt i integrationsprocessen. Andre grupper finder det danske samfund så besværligt at agere i, at man giver helt op.

At flertallet af dansk-etniske borgere samtidig har valgt politikere og sammensat en regering, for hvem billig, mobil og ukompliceret arbejdskraft er et nøgleord, er med til at overbevise de dårligt integrerede indvandrergrupper om, at de er reelt uønskede, undermennesker, som skal holde mund, overholde landets love og lade være med at gå i vejen eller påføre samfundet omkostninger. For at opretholde et skær af et lighedsprincip sørger systemet konsekvent for, at også svage grupper af etniske danskere bliver indlemmet i gruppen af "poor (white) thrash," for eksempel med tåbeligheder som at "danskere på overførselsindkomster er løntrykkere, har det for godt, har en for højt bistandshjælp i forhold til visse lavtlønsområder" og så videre. Det er lige før visse grupper af etniske danskere burde melde sig ind i indvandrerforeningerne eller interesse-fællesskaber, fordi de er reelt udstødte på linje med de fremmedetniske.

Integrationsrådene har været en mulighed for den etniske befolkning (indvandrere og flygtninge) til at få indflydelse på samfundet og integrationsprocessen, specielt på kommunalt plan. Men da integrationsrådene generelt landet over ikke har opbakning blandt indvandrere og flygtninge, stemmeprocenten er omkring 10 til 15 procent, og kvaliteten og kundskaberne blandt de valgte er ringe, har rådene ikke nogen vægt eller reel indflydelse. På den anden side har integrationsrådene aldrig vist deres vælgere - de fremmedetniske - vejen til at opnå de kompetencer og skabe de tilbud, der kunne løse delproblem nummer 1. Og på den anden side har hverken integrationsrådene eller de folkevalgte politikere i folketing og regering formået at dirigere eller motivere uddannelses- og samfundskompetence i retning af indvandrerne. Al motivation går gennem tvang og sanktion. De "danske værdier" og Kulturcanon sælger ikke ret godt i Gellerup eller Vollsmose. Politikerne oplever, at deres vælgerkorps reelt ikke ønsker integration med de fremmede, og derfor bliver alle regeringstiltag halvhjertede og hule, speciel på det private boligområde.

Eftersom hjælpen næppe kommer fra de velbjergede, knunne hjælpen komme f. eks. fra integrationsrådene, som på den ene side skal motivere "integraterne" (et dejligt magtdansk ord) til at kvalificere sig og byde ind med tilbud, som er attraktive for "integratorerne" (et endnu dejligere magtdansk ord), og på den anden side skal integrationsrådene afdække, analysere og dokumentere hver eneste gang danske politikere stiller krav til indvandrerne uden at opstille reelle muligheder for, at indvandrerne nogensinde vil kunne opfylde disse krav. Der skal stilles krav begge veje.

Alle aktiviteter i samfundet tjener til at etablere og opretholde magt, magt for den enkelte og magt for systemet. At skaffe sig uddannelse og dermed chance for en god løn, er et led i magtetableringen. Set fra et magtsynspunkt i et stedse mere liberalt (læs: formuebaseret) Magtdanmark har integrationsprocessen en ud af tre udgange: Enten tilbyder "integraterne" sig på "integratorernes vilkår med hud og hår og underkaster sig i en form for åndelig selvprostitution (assimilation). Eller også må integraterne isoleres og inddæmmes, så de ikke går i vejen - og deres antal skal reduceres på den måde at populationen tvangssteriliseres lovgivningsmæssigt (reduktion af familiesammenføring og skærpede visumregler). Den tredje vej kan vi kalde den serbiske: Stil de fremmede op ad en mur og skyd dem, eller som en meget kendt Dansk Folkeparti Folketingsmedlem udtalte for et par år tilbage, send dem (flygtninge og indvandrere) op i et fly og smid dem af flyveren – uden faldskærm. Eller endnu bedre: Send dem hjem med eksportstøtte/reparteringhjælp, så deres egne kan fængsle, piske og siden skyde dem.

Det forekommer Indvandrerrådgivningen, at mange af politikernes retoriske udsagn - også fra integrationsrådene – kan dække over, at gruppen som skal integreres, egentlig ikke ønsker at blive integreret, og samtidig, at gruppen, som skal integrere, heller ikke er interesseret i at fremme integrationsprocessen. På den måde hylles hele debatten i et dobbeltbundet skær af inderlig uærlighed.

Vores opfordring til alle medlemmer af den gruppe, som ifølge politikernes floromvundne udgydelser "skal integreres", er at afdække hvert eneste eksempel på politikerløgn, lovsjusk med racistiske undertoner, racisme i boligtildeling, arbejds- og lønforhold, i skolerne og i det offentlige rum. Etablér og brug en racisme-ombudsmand om nødvendigt.

Man kan have en formodning om, at integrationsprocessen strander på en række racistiske koralrev. Dermed handler integrationsprocessen hverken om religion, kulturtræk eller indlæringsvanskeligheder, men om fremmedhad og racisme. Det er vigtigt at huske, at der også blandt indvandrerne er stærke racistiske elementer. Visse indvandrergrupper er ikke indstillet på nogen form for samarbejde med etniske danske, ganske ligesom stærke kredse i erhvervslivet og i forvaltningerne ikke er interesseret i at samarbejde med "integraterne" og specielt ikke med integraterne som en gruppe med modkrav og forlangende rettigheder.

Når integrationsrådene ikke af sig selv søger debatten, skaber konfrontationen, afdækker løgnene og racismen i såvel danske som egne rækker, demonstrerer de den afmagt der opstår når man bliver behandlet som den kvikke tillidsmand på fabrikken: Forfrem ham til direktionsgangen. Så holder han kæft.

Man har for nylig udnævnt statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til Danmarks bedste leder. Men han har ikke kunnet etablere ledelseskompetence og dermed gennemslagskraft overfor integrationsparterne. Tvært imod kagler han med på velbjergethedens arrogante snak om den bedre integration med den skjulte dagsorden, at han vil sikre erhvervslivet den billige og ukomplicerede arbejdskraft. Alternativt anvender han sin ledelsesmagt til inddæmning og reduktion af "problemet" i en grad, så Magtdanmark er ved at sætte landets internationalt gode renommé overstyr ved at føre ideologisk blokpolitik støttet af partier, hvis politikere tages den ene gang efter den anden - enten i overført betydning eller direkte - med bukserne nede med racistiske udtalelser både i medierne og i det Danske Folketing.

Sig os hvem du omgås og Indvandrerrådgivningen skal sige dig hvem du er.

Leíf Randeris

Kontorleder