Fra voldens nutidshistorie
af
Flemming Balvig

Ti forslag til ideer om, hvad der er karakteristisk for volden i de nordiske samfund i vore dage:
 
 

1) Minimering
2) Voldeliggørelse
3) Alvorliggørelse
4) Katastroficering
5) Fokusering
6) Nivellering
7) Anonymisering
8) Offergørelse
9) Markedsgørelse
10)Marginalisering

Det er disse ti forslag, der er rygraden i de følgende betragtninger, som - skal det understreges - på ingen måde insisterer på at gøre det ud for et systematisk eller fuldstændigt portræt at voldens nutidshistorie.

Dette foto fortæller os, hvordan det var i gamle dage i provinsby-Danmark: Solen skinnede, børnene legede. Som man kan se, foregik det - selv i byerne - i tæt kontakt med dyrene og med naturen.

Helt anderledes tager det sig ud i 1999. Følgende beretning er et vidnes frontberetning fra nutidens Danmark:

"Han brækkede den tykke kæp over i to stykker og trampede på offeret, rev ham op, slog ham i gulvet igen og sparkede ham til slut hen i en krog, hvor han blev liggende et stykke tid, rystende og klynkende. Da han ved hjælp af et sidste spark kom på benene igen, så jeg, at blodet flød ned over hans ansigt. Jeg var stiv i kroppen af skræk og troede i ramme alvor ikke, det afsindige menneske ville lade en eneste af os slippe levende bort."

Denne beretning ER ganske vist en historie taget fra nutidens aviser - nemlig fra en boganmeldelse i det danske dagblad Aktuelt fra oktober (1999) - men den grove vold, der beskrives, er ikke fra nutiden. Det drejer sig om en selvoplevet situation beskrevet af forfatteren Tove Ditlevsen fra hendes barndom i 1920erne i det indre København, og om lærere - i dette tilfælde tegnelæreren - der åbenbart opførte sig, som om de var udsendte fra underverdenen. Den er beskrevet i en netop udkommet bog, der hedder : "Læreren kommer". Her er voldsmanden:

I ugen forud blandede en anden - nulevende - person sig i debatten om voldens udvikling i Danmark, også han med sine egne erindringer. Det var den danske generalløjtnant Keld Hillingsø - altså en af de øverste i det danske forsvar - som personligt for nylig har oplevet at hans egen datter - en forholdsvis kendt skuespiller i Danmark - helt umotiveret er blevet slået i ansigtet mens hun en aften ventede på en bus. Hillingsø skriver bl.a.:

"Men at der skulle være blevet mere vold end dengang, det forekommer næsten ikke muligt for en veteran fra 50ernes og de første 60eres natteliv. Man sloges bravt uden for alle værtshuse i byerne, og ingen herregårdsbisse, løgrapper eller almindelig bondekarl gik til bal uden svensknøglen i baglommen og forsæt om at bruge den mod andres hoveder, hvad enten skruerne der var løse eller ej. Jeg blev banket af de såkaldte skolekammerater, bare fordi jeg så anderledes ud, havde af samme grund på Mundelstrup og Norsminde Kro god brug for de bokselektioner, som min far tvang mig til at tage i Aarhus Atlet Klub, og blev overfaldet på Bondegården i Hornbæk og Bellevue Strandhotel, bare fordi jeg var der.

Dengang hørte slagsmål til dagens orden, og det gør den da ikke mere. Mon ikke den stigende vold skyldes, at folk anmelder stort og småt i dag?".

For 100 år siden var dagligdagen for gennemsnits-danskeren - og gennemsnits-svenskeren, gennemsnits-nordmanden osv. - langt mere præget af fysisk aggression og fysisk tvangsudøvelse mennesker imellem end den er nu til dags:

I forrige århundrede var vold og fysisk revselse for den store del af befolkningen, som jo var enten børn, tjenestefolk, almue eller kvinder - eller kombinationer heraf - et fremtrædende element i det vanlige dagligliv. Norbert Elias beskriver den historiske værdi- og moraludvikling i forhold til synet på udøvelse af direkte fysisk vold eller revselse over for en anden person som en moralsk civiliseringsproces. Fysisk integritet er som hovedtendens blevet tillagt stadigt stigende værdi og er blevet omgivet med stadigt stigende respekt. Vi ER blevet mere ‘civiliserede’ i vore HOLDNINGER til den dagligdags omgang med hinanden i vore roller som ægtefæller, forældre, arbejdsgivere, myndigheder mv. Referencerammen for fysisk lidelse har ændret sig. Som Nils Christie skriver:

"Bedret hygiejnisk standard, bedret helsevesen og bedre trygde- og sosialvesen har gitt en tilværelse med frihet fra utilsiktet fysisk lidelse, Den tilsiktede voldspåførelse er derved kommet i et enda grellere lys.

Vi er vant til å ha det godt, vi er uvante med smerte. Tenner plomberes ofte smertefritt, operasjoner er i dag den rene fornøjelse i forhold til hva de var bare for 15-20 år siden. Som voksne er vi uvante med å slåss eller trekkes med alle plagene som våre forfedre trakk på. Vi ser smerte på skjermen, men føler den ikke på kroppen. Jeg tror at alt dette er med på å skape større motforestillinger, sterkere sperrer. Det fører til lavere voldsnivå ...."

Blandt de mere iøjnefaldende samfundsmæssige markeringer og symboler i indeværende århundrede på denne udvikling i Danmark er blandt andet følgende:

Listerne ser nogenlunde ud på samme måde i de andre nordiske lande, omend de konkrete årstal varierer.

Først og fremmest er det imidlertid en udvikling, der de fleste år forløber uden skarpe officielle markeringer, og som det meste af tiden alene kan iagttages gennem mere eller mindre intense fokuseringer.

Menneskelig adfærd er langt fra kun et produkt af normer, værdier og holdninger. På den anden side er holdninger og værdier heller ikke uden betydning. Adfærd, der mødes med øget afsky, bliver der mindre af.

Det virker at tage afstand; langt fra konsekvent og fuldstændigt, men en effekt er der. Større afsky for vold, betyder mindre vold.

Det hed ganske vist sjældent "vold" dengang. Det hed:
 

Nu til dags hedder snart sagt alle former for fysisk aggression efterhånden "vold", også selv om der er tale om fysiske udtryksformer som faktisk ikke kan straffes ifølge den gældende straffelovgivning, som f.eks. når en senil-dement skubber til en plejer på et plejehjem. Da jeg gik i skole hed alle de tæsk jeg fik af lærere og skolekammerater - eller som jeg tildelte dem - ikke vold.

I en netop færdiggjort svensk doktorafhandling, skrevet af Felipe Estrada, påvises hvordan ungdomsvolden sandsynligvis har holdt sig stabilt de seneste årtier i Sverige, og hvordan ungdomskriminaliteten som helhed sandsynligvis er faldet, men at der samtidig er sket det, at fysiske aggressioner i skolemiljøet i samme periode i stigende grad er blevet omdefineret til at være vold og i forlængelse heraf i stigende grad er blevet politianmeldt.

For et par år siden sluttede jeg en kronik om en barndom i en dansk provinsby med temmelig mange slagsmål og øretæver af på følgende måde:

"Nogle år senere forlod jeg skolen og flyttede fra byen. Hvis nogen på det tidspunkt havde stillet mig spørgsmålet, om jeg nogensinde i mit liv havde været udsat for vold - eller været vidne til vold - endsige udøvet vold - ville jeg have stirret forundret på dem og svaret klart nej. Claus, Claus’ far, skoleinspektøren, naturhistorielæreren - og alle de andre børn og voksne i 50erne - for slet ikke at tale om mig selv - var jo ikke voldsmænd. Det var en verden fyldt med mange, også alvorlige fysiske overgreb, trusler og utryghed. Men ikke vold. Vold var i mit hoved f.eks. sagen, hvor en var blevet stukket ned bagfra med en jagtkniv og en anden fået hovedet skudt i stumper og stykker med et haglgevær. Disse sager kendte jeg til, fordi jeg havde overhørt de voksne snakke om dem. Jeg kendte jo nok til nogle flere, men fjernsyn havde vi ikke, radio hørte jeg ikke og aviser læste jeg ikke. Hvad der derfor foregik uden for mine egne meget små og lokale cirkler i provinsbyen var mig helt og aldeles ukendte. Der kunne være sket nok så meget vold - således som jeg opfattede vold - i Danmark, men vidende om det var jeg ikke. Og i min egen lille verden, i verdens centrum: I den så jeg ingen vold overhovedet. Kun Claus, skoleinspektøren, slagsmål, lussinger og andre helt dagligdags fænomener.

Den foranstående beretning (om de mange tæv i og uden for skolemiljøet) er selvfølgelig ren digt, for som enhver, der var barn i 1950erne, tydeligt kan huske skinnede solen uafbrudt om sommeren og vi hinkede og legede skjul. Om vinteren var det koldt og sneen lå tykt i månedsvis. Vi stod på skøjter og kælkede på livet løs. Det var en virkelig dejlig, fredelig barndom - som så mange andres barndom i 1950ernes Danmark. Sådan ser jeg det nu, når jeg husker tilbage. Hvor er det dog blevet meget værre siden med den stigende vold i samfundet. Forresten har jeg dog stadigvæk aldrig selv personligt været udsat for vold; så vidt jeg husker. Men nu er jeg meget mere velorienteret: Jeg ser flere nyhedsudsendelser på tv hver eneste dag, læser op til flere aviser og hører radio i hvert fald om morgenen og ellers når jeg keder mig i bilen. Og sikkert og vist er det, at der er blevet mere vold i Danmark end da jeg var barn. Det har jeg selv læst i avisen, og så kan alle de der såkaldte eksperter og alle deres statistikker, der mener noget andet, godt kravle ned fra deres elfenbenstårne og stikke piben ind. De har simpelthen tilbragt for lidt tid i sofaen med fjernkontrollen i hånden og dermed set for lidt af det moderne samfunds virkelige virkelighed."

Ord former vores tænkning. Taler vi - om det som vi altså taler om - som fysiske reaktioner, så ledes vore tanker ind på at tale om omgangsformer, mere eller mindre acceptable måder at omgås hinanden på. Altså en moralsk-etisk diskussion. Taler vi - om det som vi altså taler om - som fysiske aggressioner, så ledes vore tanker ind på at tale om behandling og sygdom, sundhed osv. Taler vi - om det som vi altså taler om - som fysisk vold, så ledes vore tanker ind på at tale om politianmeldelse og straf. Det er altså ikke ligegyldigt, hvad vi vælger at kalde, det vi taler om. Det har stor betydning for diskussionens indhold, retning og konsekvenser. På helt samme måde som det ikke er ligegyldigt, om vi taler om andengenerationsindvandrere eller førstegenerationsnordboere.

Hvis denne konference her - med det tema som den nu har - havde været holdt for 50 år siden, så havde der sikkert stået en læge eller socialrådgiver her, hvor jeg nu står, og fortalt om indlæringsdefekter og opvækstmiljø, sårheling og varme omslag; havde det været i 1899 havde det været en præst eller en pædagog, og han havde talt om dannelse og lydighed, nøjsomhed og tålsomhed. Nu er vi i 1999 - og så er det altså en kriminolog - der taler om vold og straf.

Dette for at understrege, at det der tales om på denne konference ikke er en fast størrelse. Det er en størrelse, der selv om den udadtil kan se ens ud - en knytnæve i ansigtet er en knytnæve i ansigtet - så har den forskellig mening til forskellige tider og i forskellige sammenhænge. På en konference som denne har vi derfor hele tiden to opgaver: dels at tale om det vi skal tale om - og dels at tale om, hvordan vi helst skal tale om det - vi taler om.

De første konklusioner jeg synes det er vigtigt at foreslå som karakteristiske for voldens nutidshistorie i vore nordiske samfund er derfor:

1) Minimering: Der har formentlig aldrig i historien forekommet så få uønskede fysiske reaktioner mennesker imellem i dagligdagen som her ved udgangen af det 20nde århundrede.

2) Voldeliggørelse: Der har formentlig aldrig i historien været en så stor del af de uønskede fysiske reaktioner mennesker imellem i dagligdagen der er blevet opfattet og defineret som vold - og derved er blevet betragtet som en politi-og-straf-problematik som nu.

3) Alvorliggørelse: Vi har formentlig aldrig tidligere i historien betragtet vold og fysiske aggressioner mennesker imellem med så stor afsky og foragt som vi gør nu, hvilket bl.a. giver sig udslag i at fysiske aggressioner mennesker imellem anmeldes til politiet mere end nogensinde før i historien. Også behandling, fysisk eller psykisk, opsøges oftere af ofrene. I Danmark er situationen f.eks. den at voldsofre nu dobbelt så hyppigt anmelder det, de har været udsat for til politiet, som for blot 15 år siden.

Det har så igen nær sammenhæng med:

4) Katastroficeringen: Fordi fysisk aggression er blevet mindre dagligdags, så betragtes den også som en større katastrofe, når den indtræffer.

Volden ER altså blevet alvorligere - og her tænker jeg ikke på spørgsmålet om de fysiske skader, anvendelse af våben osv. - men med hensyn til den psykologiske oplevelse og de sociale konsekvenser: Den betragtes af ofrene som mere indgribende og overgribende, mere krænkende og ødelæggende end nogensinde før.

5) Fokuseringen: Som en følgesvend til voldeliggørelsen og den stærkere alvorliggørelse og den tiltagende katastroficering, kan vi registrere en stadigt stigende fokusering. Formentlig skrives og berettes der mere om vold i medierne end nogensinde før, formentlig læses der i aviserne og ses der mere om vold i TV end nogensinde før; formentlig taler politikerne mere om vold end nogensinde før, formentlig holdes der flere konferencer om vold end nogensinde før; formentlig forskes der mere i vold end nogensinde før og bevilges flere penge til denne form for forskning end nogensinde før; formentlig sætter flere mennesker i de samfund, vi befinder os i, vold højere på dagsordenen over, hvad vi synes er de alvorligste problemer end nogensinde før. Kort sagt: aldrig før har begrebet vold indtaget en så central plads i vort bevidsthedsliv og i vort sociale liv som nu. I de danske opinionsundersøgelser optræder volden nu vedholdende som det problem, de fleste i den danske befolkning anser for det største samfundsproblem; formentlig dog mere som en slags refleks af den store offentlige fokusering, for spørger man befolkningen om det samme uden at give de adspurgte på forhånd fastlagte svarkategorier, optræder kriminalitet og vold meget længere nede på listen over det befolkningen opfatter som alvorlige samfundsproblemer, og tilsvarende gør sig gældende, hvis man spørger om deres personlige frygt.

Som også antydet eksisterer der en indbyrdes sammenhæng - en indbyrdes logik - mellem disse processer: jo mere alvorliggørelse, des mindre vold, des større fokusering osv. Denne indbyrdes sammenhæng kan illustreres gennem en - bogstavelig talt - meget trekantet teori:

Men der er også andre træk ved voldens historie, end hvad der opfanges af denne "trekant"-teori, som giver nutiden i de nordiske lande sit særpræg:

6) Nivellering: Voldsudviklingen er ikke den samme fra land til land og ikke den samme mellem forskellige regioner indenfor de enkelte lande. Meget tyder på, at det, der er ved at ske, er en geografisk nivellering.

Tendensen synes at være, at der - i modsætning til tidligere - efterhånden ikke er de store forskelle længere mellem voldsniveauet i de nordiske lande. F.eks. var der ved de første indbyrdes sammenlignelige voldsofferundersøgelser som blev foretaget i de nordiske lande i begyndelsen af 1970erne meget store forskelle mellem landene. Det var der ikke længere, da der påny i slutningen af 1980erne blev gennemført sammenlignelige voldsofferundersøgelser:

Tendensen synes at være international. I England, der har haft et meget lavt voldsniveau, har voldsofferundersøgelserne - indtil for nylig - vist stigende tal; i USA, der har haft et meget højt voldsniveau, har voldsofferundersøgelserne over en lang periode vist faldende tal.

Og som sagt slår tendensen også igennem f.eks. i forholdet mellem land og by i mange lande. Her kan I f.eks. se, hvordan forskellen i voldsniveauet mellem landdistrikter og de største byer i Danmark skal måles i decimaler:

Det er ikke kun i New York og andre amerikanske storbyer med et højt kriminalitetsniveau, man har set store fald i kriminaliteten; det har man f.eks. også i Berlin - og København.

I Danmark er voldsniveauet nu i selve hovedstadsområdet mindre end i de større provinsbyer.

Årsagen til nivelleringstendenserne er vel at finde i det forhold, at vor tilværelse i øvrigt på mange forskellige områder som er af betydning for volden og kriminaliteten nivelleres, internationaliseres, globaliseres, udjævnes, eller hvordan man nu vil foretrække at kalde det forhold, at forskellene mellem de industrialiserede lande og landsdelene inden for disse lande generelt bliver mindre.

De forskydninger, der sker i voldsbillederne i de industrialiserede lande, herunder de nordiske, er imidlertid ikke kun af kvantitativ og geografisk karakter. De er også af kvalitative:

7) Anonymisering: De seneste årtier synes at være præget af en forskydning af voldsbilledet i retning af såvel absolut som relativt mindre nærhedsvold, mens fjernhedsvolden såvel relativt som absolut set er steget. Volden udøves i stigende grad mellem personer, der ikke kender hinanden - er anonyme - forud for voldstilfældet.

Fjernhedsvold - som denne vold kan kaldes - er en form for vold, som i særlig grad er knyttet sammen med grundvilkårene i det moderne bysamfund.

Fjernheden som begreb knytter sig til den anonymitet eller særlige form for fremmedhed, der historisk set er af forholdsvis ny dato, og som fokuserer på storbyens fremvækst i sin moderne udformning. Riedel siger herom:

"In ... rural societies, where everyone is personally known, the appearance of a stranger meant that routine activities were stopped until the stranger could be identified and placed in a social category. All this changed of course, with the appearance of cities. A city is a place where the vast majority of people know nothing personally about others with whom they share space. For the average urban dweller, meeting and interacting with strangers is a routine fact of life. A central problem in urban settings is ordering our interaction with strangers because, if for no other reason, there are so many of them."

Det moderne samfunds hjerne og hjerte, storbyen, er af Jacobs kort og kontant blevet defineret som en samling af (for hinanden) fremmede mennesker. I et antropologisk studie af Københavns udvikling, foretaget af Karin Lützen, beskrives, hvordan den indre fremmedhed i byen først udviklede sig i løbet af forrige århundrede; først her måtte man - dvs. middelstanden - til at omgås almuen i det offentlige rum (i gade- og transportmiljøet), for eksempel på de fremvoksende butiksgader. Det beskrives, hvordan storbyboere nu ikke blot i København, men i hele Europa, for første gang oplevede at sidde tæt op og ned ad vildfremmede mennesker, og det ubehag og den utryghed man følte herved. Karin Lützen beskriver situationen således: "Når passagererne ikke var blevet forestillet for hinanden, kunne de heller ikke tillade sig at indlede en samtale. De sad derfor tavse klinet op ad de fremmede og undgik også at se dem ind i øjnene. Blikket flakkede hvileløst rundt, og omnibusserne lærte således københavnerne at udvikle det fjerne byblik, som blev taget i anvendelse ved omgangen med fremmede." Det særlige byblik er også beskrevet af Erving Goffman, der benævner måden at forholde sig til hinanden på i det offentlige rum i byen for taktfuld uopmærksomhed. Med Zygmunt Bauman’s ord (i svensk oversættelse): "Taktfull ouppmärksamhet består i att låtsas att man inte ser och inte lyssnar; eller åtminstone i att inta en kroppshållning som tyder på att man inte ser og inte hör och framför allt inte bryr sig om vad andra i omgivningen gör. Det mest iögonfallande uttrycket för taktfull ouppmärksamhet är undvikandet av ögonkontakt."

Man kan sige, at fjernhedsvold er fuldbyrdelsen af den frygt, der er opstået i kølvandet på, og som er et dominerende træk ved det moderne byliv, hvor man en del af sin tid må omgås og færdes blandt mennesker, man kun lidt eller slet intet kender til:

"Life in metropolitan areas . . . involves a startling paradox: we fear strangers more than anything else, and yet we live our lives among strangers. Every time we take a walk, ride a subway or bus, shop in a supermarket or department store, enter an office building lobby or elevator, work in a factory or large office, or attend a ball game or the movies, we are surrounded by strangers. The potential for fear is as immense as it is unavoidable.", skriver Silberman.

Oplevelsen af sårbarhed bliver her et fremherskende træk. Riedel skriver:

"By contrast, knowing that one can be victimized and also knowing that there is little that can be done to prevent it is very fear provoking. What makes stranger violence especially frightening is that the victim feels he or she has little control over the event. . . . Arguments over a parking space, the ownership of a can of beer, whether a person was intentionally jostled in a bar, or almost anything else can erupt with surprising suddenness into violence. However compliant he may be in a robbery, his behavior may be misinterpreted by the offender with fatal results. Such encounters generate high anxiety because the victim feels that nothing that he or she does prevent violence and anything may provoke it."

Angsten for vold bliver her nærmest uadskillelig fra angsten for fremmede, og det nærende for denne angst bliver mere, at man hele tiden omgives af (nye) fremmede end af vold: "The precautions which people take to protect themselves indicate that underlying fear of crime is a profound fear of strangers.", skriver McIntyre. Andre, Biderman f.eks., betragter relationen som meget direkte: "Fear of crime is the fear of strangers." Og på et endnu mere generelt plan beskriver Furedi tingenes tilstand i bysamfundet som en "Culture of fear".

I en mere forfinet analyse er det væsentligt at sondre mellem fjernhedsvold og utrygheden ved vold i henholdsvis bysamfundet og (super)storbysamfundet, eller som nogen ville kalde det: i henholdsvis det moderne og det postmoderne eller eftermoderne samfund. I bysamfundet, som det udviklede sig i forrige århundrede, var omdrejningspunktet forholdet mellem borgerskabet og de farlige klasser. Omend de, som borgerskabets utryghed fokuserede på, ikke var konkrete personer, man kendte, så var det grupper med bestemte kendetegn - fattige, arbejdsløse, hjemløse, gale og især personer med kombinationer af disse kendetegn. Utrygheden havde her således karakter af en relativ konkret frygt eller ængstelse. I storbysamfundet er omdrejningspunktet forholdet mellem enhver borger og enhver anden, som denne ikke kender, dvs. alle fremmede: "The Danger from Strangers", som den talende titel er på en amerikansk bog, der handler om, hvad den enkelte kan gøre for at undgå at blive udsat for vold. Utrygheden får her karakter af en diffus angst for alt det, og alle de, man ikke kender. Monsteret kan skjule sig bag den pæneste facade, volden kan komme fra en kant, hvor man mindst venter det. Symptomatisk for denne overgang fra bysamfund til storbysamfund eller super-storbysamfund er udviklingen i Californien, USA. Følgende svar på et spørgsmål i et interview om, hvorvidt der er nogen man bør være bange for, er ret så typiske for de svar, jeg har fået i Sacramento og andre steder i Californien fra såkaldt almindelige mennesker under nogle studieophold her i 1990erne:

"Pretty much anybody, because there is so many different psycho people out there. They look innocent, and they are not innocent, and they walk up to you and kill you out of the blue because they did’nt like you or something like that. It is pretty much everybody; you have just got to be really careful."

Derfor:
"Don’t trust anybody, anywhere - at any time."

Med afsæt i kulturgeografen Hawley’s analyser af energikildernes og transportsystemernes afgørende betydning for byernes størrelse og karakter, har jeg søgt at sammenfatte centrale teser om sammenhængen mellem byudvikling på den ene side og farlighed som objektivt og subjektivt fænomen i bysamfundet på den anden. Karakteristiske træk ved den sociale struktur er medtaget i opstillingen som en slags "mellemkomne variable".

Det er vanskeligt at finde brugbare og almene målestokke for forbrydelsers alvorlighed. Det er en variabel med mange dimensioner. Fokus er givetvis ofte for meget på de kortsigtede og umiddelbart målelige aspekter. De langsigtede psykiske, sociale og samfundsmæssige konsekvenser vies for lidt opmærksomhed. Helt fundamentalt kan meget af fjernhedsvoldens funktion, domineret som den er af chikanerier og instrumentel egoisme (hos gerningspersonen), opfattes som tillidsbrud. Fjernhedsvolden svækker tillidsforholdene mennesker imellem, dvs. den generelle opfattelse af andre menneskers troværdighed - eller godhed for den sags skyld. Dette er meget mere risikabelt samfundsmæssigt set end hudafskrabninger og brækkede knogler. Det er samfundstruende på en langt mere fundamental måde. Det, man mister ved et pludseligt overfald begået af en ukendt person, er ikke alene en del af sit helbred og velbefindende i snæver forstand - som noget der kan behandles og gøres op i kroner og øre og erstattes - men også en handlingsmulighed, en tillidsfuld relation til omverdenen, dvs. sikkerhed i de forventninger, man kan have til hverdagsagtige foreteelser og rutiner i det offentlige rum i det moderne samfund. Frank Furedi formulerer det på følgende måde: "In a world of risky strangers, it is difficult to trust. Indeed, the fear of strangers and of risks is proportional to the decline of trust. Increasingly relationships between people, even those who live in the same neighbourhood or community, are characterized by a lack of clarity about the expected form of behaviour." Det er den lim, der forbinder den enkelte til den større helhed, samfundet, der herved fortyndes: "Crime does more than expose the weakness in social relationships; it undermines the social order itself, by destroying the assumption on which it is based.", skriver Silberman om det moderne samfund.

Hvordan overlever det moderne samfund da i sin bevidsthed om det offentlige liv at måtte inkludere dæmonen fjernhedsvold, og at få bekræftet, at denne dæmon faktisk eksisterer, gennem - for tiden, i Danmark - 60.000 tilfælde om året? Hvordan klarer vi at føle os svigtet af andre mennesker i dagligdagen på denne brutale måde? Som jeg ser det, er det moderne samfunds - og det moderne menneskes - overlevelsesmekanisme i takt med den fremadskridende modernitet (storbyagtighed i dagligdagen) blevet mistillid. Ledestjernen er i stigende grad blevet: den, der i et forhold mellem to viser mindst tillid til den anden, er den klogeste, fordi han herved immuniserer sig over for negative overraskelser. Den stærke bliver ikke længere, den der tror, men den der mistror. Vi har både som enkeltpersoner og som kollektiv i stigende grad søgt at overgå mistillid eller forventet mistillid med endnu højere grad af mistillid, for det mener jeg er kernen i den ekspansion i de formelle kontrolapparater, der er sket, ikke mindst den kraftigt øgede brug af vagter ved restauranter, butikker, i virksomheder osv., samt i den udbredte kriminalitetsbekæmpelse, der består i mærkning af personlige ejendele, aflåsning af etageejendomme mod gaden - mange steder i verden efterhånden de såkaldte gated communities, som vi endnu har til gode - øget brug af identitetskort mv. Et uafklaret moment i processen er, i hvilket omfang angsten for fjernhedsvold har fået befolkningen til at gå mindre ud, mindre i biografen, mindre til møder osv. I en aktuel undersøgelse foretaget i England tilkendegav 8 pct., at angsten for kriminalitet havde en betydelig negativ effekt på deres livskvalitet, mens halvdelen sagde, at denne angst havde ringe eller slet ingen indflydelse på deres liv.

I 1987/88 blev der over en periode foretaget en serie gentagne langvarige interviews med en gruppe danskere om deres dagligliv, herunder deres bekymringer. En form for eksistentiel angst fremstod som den mest fremtrædende og dybere liggende bekymring hos de fleste af de interviewede. Nærmere bestemt syntes de fleste bestandigt at kæmpe med ét bestemt spørgsmål, som de opfattede som helt afgørende for deres liv, men som de ikke kunne finde noget for dem selv tilfredsstillende svar på. Dette spørgsmål var: Hvem kan jeg stole på? Hvem kan jeg have tillid til? Hvem vil virkelig gøre noget godt for mig? Hvem kan jeg åbne mig helt overfor? Hvem er på min side? Disse fundamentale spørgsmål er udtryk for grundlæggende oplevelser af eksistentiel ensomhed, som intet har at gøre med, hvor ofte eller hvor meget man er sammen med andre mennesker, altså det sociale livs kvantitative sider. Det har noget at gøre med muligheden for at få hjælp, hvis noget skulle gå galt; muligheden for at blive bakket op; muligheden for at andre vil yde noget for én uanset omkostninger.

Det kan hævdes, at der er tale om et eksistentielt grundvilkår, som simpelthen følger af den naturbestemte fysiske biologiske adskillelse mennesker imellem. Det er dog spørgsmålet, om ikke den styrke og bredde, hvormed denne bekymring optræder, er af forholdsvis ny dato og udtryk for en tendens i tiden, og at den hænger nøje sammen med tidens (stor)bypræg, herunder også et oplevet tab af autoriteter. Bekymringen for, hvem man kan stole på, var både mest udbredt og stærkest blandt de interviewede, der boede og havde deres liv i større byer.

Hvis sådanne mistillids-processer for lov til at forløbe, kan det på et eller andet tidspunkt blive nødvendigt at spørge, om vi som samfund faktisk har overlevet fjernhedsvold som fænomen, for der må være en grænse for, hvor udbredt og hvor stærk den almindelige mistillid og gensidige mistænksomhed mellem mennesker må være, før det bliver meningsløst at tale om et samfund? Der er så ikke længere tale om et samfund, men - som det er blevet udtrykt af Dominique Bouchet - et "hver-for-sig-fund".

I dette perspektiv er de processer, som forestillingen om - billederne af - fjernhedsvold sætter i gang i moderne samfund, langt mere problematiske end selve fjernhedsvolden. Det afgørende for disse processer er, at selve fænomenet i det hele taget eksisterer: at truslen om, at det kan ske, udgør en del af såvel den individuelle som den kollektive bevidsthed. Fjernhedsvolden i sig selv har hverken en karakter eller en udstrækning, der gør, at den kan karakteriseres som samfundsnedbrydende, men de samfundsmæssige tiltag på at forhindre, at den forekommer, kan være kontraproduktive.

Man kunne spørge, hvorfor fjernhedsvolden skulle være mere samfundsnedbrydende i storbysamfundet end nærhedsvolden i landsbysamfundet. Et muligt svar herpå er, at tillidsforholdene i landsbysamfundet er konkrete, eller ansigt-til-ansigt-forpligtende som Anthony Giddens udtrykker det. I det moderne samfund er tillidsforholdene abstrakte eller ansigtsløse. I landsbysamfundet er volden følgelig typisk ødelæggende for den (konkrete) relation, hvori den sker (omend dette ikke altid er tilfældet), mens fjernhedsvolden i det moderne samfund mindsker tilliden til det (abstrakte) kollektiv som den fremmede voldsperson betragtes som en repræsentant for, dvs. alle fremmede og dermed storbysamfundet som sådant. Ifølge Fukuyama og flere andre har ikke blot individualismen udviklet sig for langt i storbysamfundet. Der er også sket en erosion i de sekundære institutioner, hvorved disse som fundamenter for tillid er blevet alvorligt beskadigede.

Det er tankevækkende - og stærkt bekymrende - at så få som tilfældet er - ifølge opinonsundersøgelser - i et samfund som det danske anno 1999 - og jeg er overbevist om at det ikke ser meget anderledes ud i de andre nordiske lande - har tillid til dem der formidler hvad der sker i fællesskabet, samfundet, til den enkelte borgere, altså journalisterne; til dem som er valgt af folket til at beslutte den fælles kurs og varetager fællesskabets interesser, politikerne; og til dem, der skal forvalte og administrere fællesskabet, embedsmændene:

Kun de der skal beskytte den enkelte mod de andre mennesker- politiet - og den enkelte mod individuelle fyiske ricisi, lægerne, nyder folkets tillid. Det leder igen mine tanker hen på det amerikanske samfund og den amerikanske udvikling, hvor en opinionsundersøgelse for nogle års siden viste, at det de fleste syntes var værst ved de nabolag, hvori de boede, var de andre mennesker, der boede der. Mennesker blev nævnt som det værste forud for alt andet, inklusiv kriminalitet, støj, trafik, forurening mv. Sociologien Ray Oldenburg mener, at følelsen af fællesskab hastigt eroderer væk i bysamfundene: "We have replaced the ideal communities with the ideal private home", siger han.

I disse betragtninger ligger en anden tendens indbygget:

8) Offergørelsen: Når vi alle sammen bliver en potentiel fare for hinanden, når vi kommer til at repræsentere risici frem for muligheder, så bliver den synsvinkel, ud fra hvilken, vi betragter verden, offerets synsvinkel. Omverdenen bliver noget, vi skal søge at undgå, søge at gardere os imod. En dansk historiker, Henrik Jensen, har ligefrem kaldt en tankevækkende bog om indeværende århundrede for "Ofrets århundrede". Han bruger her bl.a. trafikken som en illustration på de samfundsmæssige eroderinger. "Over de sidste årtier", skriver han, "har storbytrafikken fået en symbolsk karakter af en individuel overlevelseskamp, der er sket et mærkbart ryk fra en markeret fællesinteresse til udtalt egeninteresse, et skift i perspektivet, fra "de ANDRE og mig" til "MIG og de andre".

Inspireret af Alvin Toflers epokegørende bog Fremtidschok fra 1970 og - ikke mindst - Ulrik Bech’s bog Risikosamfundet fra 1986 skriver Henrik Jensen bl.a. om det der i mit skema svarer til overgangen fra storbysamfund til superstorbysamfund som en overgang fra det moderne til det postmoderne, fra industrisamfund til risikosamfund: "Mens der i et industrisamfund produceres ‘goder’, produceres der altså i risikosamfundet ‘onder’. Eller rettere, der produceres naturligvis goder og onder i begge samfund, men hvor industrisamfundet koncentrerer sig om det første, fokuserer risikosamfundet på det sidste. Mens industrisamfundet er karakteriseret ved den store strukturelle betydning af klasser - klassevis udbytning, klassetilhør, klasseværdier, klasseideologier og klassestrategier - er risikosamfundet et til det yderste individualiseret samfund, hvor isolation og ængstelighed kommer til at udgøre den dominerende individuelle og samfundsmæssige drivkraft. Selve fareperspektivet bliver den store eliminator af klasseforskelle, fordi alle er lige tæt på faren og ingen kan unddrage sig den. Hvor sloganet i industrisamfundet er ‘jeg er SULTEN’, er det i risikosamfundet ‘jeg er BANGE’. Målet er stadigvæk overlevelse, men nu i en anden og mere omfattende forstand end tidligere."

Fokuseringen, alvorliggørelsen, offergørelsen mv. skaber grundlag for et marked for ideer og produkter som man kan fokusere på. Et centralt aspekt ved voldens nutidshistorie er således:

9) Markedsgørelsen. Det kunne også kaldes for industrialiseringen eller kommercialiseringen:

Der kan - og bliver - i stigende grad tjent penge, opmærksomhed, seere, læsere, doktorgrader, dørvogterstillinger, chefstillinger, kunder, stemmer, konferencerejser, konferencedeltageres opmærksomhed - og hvad det nu ellers er muligt at tjene - på vold og angst for vold.

Disse processer er jo meget synlige - bogstavelig talt. Vi kan ikke undgå at bemærke det stigende antal private vagtfolk, videokameraer osv. Vi kan ikke undgå at bemærke, at for hver ny tv-kanal der søger at slå sig ind på vor opmærksomhed, desto mere fylder vold og anden kriminalitet på sendefladen. Nils Christie har beskrevet, hvordan industrialiseringen af de strafferetlige systemer går i positivt selvsving og følger sin egne økonomiske lovmæssigheder helt uafhængig af voldsproblemernes beskaffenhed og størrelsesorden.

Her skal jeg nøjes med tre - danske - eksempler på disse tendenser.

Den første kommer fra det politiske liv. I august 1996 satte den danske socialdemokratiske statsminister pludselig volden øverst på dagsordenen på partiets kongres. Han gjorde det samme ved Folketingets åbning i oktober og holdt der en tale der huskes for, de i og for sig sympatiske ord: "Vi vil ikke finde os idet". Også nytårstalen efterlod et indtryk af en statsminister - og i øvrigt også en dronning- der betragtede volden som det største samfundsproblem i Danmark. Det er imidlertid svært at frigøre sig fra den hypotese, at denne pludselige - og den var meget pludselig - stærke oppriotering af volden som samfundsproblem i Danmark i hvert fald delvis kan have sammenhæng med:

1) at tendenserne ved de seneste forudgående valg så truende ud: Ved valget i 1994 var socialdemokratiet gået tilbage og - hovedkonkurrenten - partiet Venstre stærkt frem

2) at disse tendenser yderligere var blevet forstærket i opinionsundersøgelserne siden da; i visse af dem lå opslutningen bag hovedkonkurrenten Venstre nu på niveau med Socialdemokratiet og

3) at der netop forinden var blevet offentliggjort analyser af valget i 1994 der klarlagde de væsentligste årsager til socialdemokratiets faldende vælgertilslutning.

Hovedkonklusionen i disse analyser var nemlig, at Socialdemokratiet tabte kernevælgere til de borgerlige partier, fordi disse kernevælgere dels anså lov-og-orden-området samt flygtninge-området for centrale områder og dels havde holdninger der på disse områder mere var i overensstemmelse med de borgerlige partier end de holdninger de opfattede socialdemokratiet som havende.

Sagt på en anden måde: Det traditionelle vælgermarked for socialdemokratiet - arbejderne - syntes at socialdemokratiet underprioriterede og var for blødsødent på lov-og-orden-området og flygtningeområdet.

Sammenhængen mellem et partis fokusering på volden og den overhængende risiko for at tabe stemmer og miste indflydelse er næppe tilfældig. Den er symptomatisk for nutiden, og det må forventes, at denne tendens bliver endnu mere fremtrædende fremover.

Denne skematiske opstilling er et forsøg på sammenfatning af nogle hypoteser om, i hvilken retning de gamle politiske partier har udviklet sig og aktuelt udvikler sig med rod i den almindelige samfundsudvikling som sådan.

Det er min påstand, at i den udvikling der foregår i disse år, fokuserer det politiske arbejde mere mod oplevelsen af - måske ligefrem markedsanalysen af - hvad der optager og bekymrer markedet, dvs. vælgeren eller den potentielle vælger. En sådan fokusering vil næsten pr. automatik gøre kriminalitet til godt - nærmest nødvendigt - politisk stof, jf. de tidligere bemærkninger om, hvad der karakteriserer forholdet mellem befolkningen og volden.

Skemaets udformning er i betydelig udstrækning inspireret af nogle politologiske analyser af otte danske partiorganisationers udvikling, 1960-1995. Hovedkonklusionen her er - med Lars Bille’s ord - at partiorganisationerne har bevæget sig "fra at være medlemstunge organisationer med en stærk artikulation mellem en klart afgrænset kreds af sympatisører og et lederskab, der i vid udstrækning var afhængige af og ansvarlige over for medlemmerne gennem de interne partikanaler hen imod centraliserede og professionelle eliteorganisationer, hvor partiledelserne i stigende grad er blevet mere optaget af at pleje vælgerkorpset og medieverdenen end af at pleje medlemmerne for at sikre sig ressourcer, støtte og godkendelse."

Det konkluderes, at de politiske partier ".... har mistet deres førerstilling som den samlende folkelige organisatoriske kraft i samfundet. Til gengæld har de gennem professionaliseringen og statsliggørelsen øget deres styringspotentiale. .. Partiernes forandring kunne tyde på, at balancen er tippet til fordel for styring og effektivitet på bekostning af den folkelige deltagelse i den demokratiske proces."

Der er et bemærkelsesværdigt tidsmæssigt sammenfald mellem den danske socialdemokratiske statsministers "Vi vil ikke finde os i det"-dagsorden og så den success, først den politiske broder Clinton i USA, og siden - ikke mindst - den anden politiske broder Tony Blair i England har haft med dagsordener af netop denne type. Clintons program, "tough and smart on crime", hvormed det lykkedes ham og det demokratiske parti at sætte republikanerne skakmat på det kriminalpolitiske område ved præsidentvalget i 1991, er da sikkert også blevet bemærket i Danmark. Især er det svært at se bort fra de euforiserende og afhængighedsskabende virkninger det senest afholdte parlamentsvalg i England og kampagnen i årene op til dette med stadigt gunstigere og gunstigere opinionstal for "The New labour" kan have haft, hvor det jo viste sig - de politologiske markedsundersøgelser viste - at 30 procent af vælgerne anførte retspolitikken som den væsentligste årsag til at stemme på det ny Labour, og at et flertal støttede dette parti, fordi det agtede at føre den hårdeste retspolitik.

Op til det britiske nationalvalg fik alle partisoldaterne i Tony Blair’s New Labour hver deres tykke håndbog med detaljerede beskrivelser af, hvordan de skulle optræde i partiets tjeneste: Hvad de skulle sige hvornår, hvordan de skulle optræde på vælgermøderne og over for medierne osv. Op til kommunalvalget i efteråret 1997 udsendte den socialdemokratiske nyhedstjeneste i Danmark en tilsvarende - omend mindre tyk - håndbog til partiets kandidater. Ifølge Drachmann og Hornhaver er denne håndbog "... skåret efter Blair-modellen. Den model, der skaffede Tony Blair så stor succes og gjorde ham til premierminister i Storbritannien." Den systematiske og strømlinede markedsføring er på ingen måde alene en ny socialdemokratisk specialitet. F.eks. har det konservative folkeparti som arbejdsgrundlag for deres kampagne op til (d)et kommende folketingsvalg taget test-metoder i brug, som ellers kun kendes ved udarbejdelse af kampagner for dagligvarer og andre produkter. Reklamebureauet Waterfront er blevet købt til - for første gang i Danmark - at bede et repræsentativt udvalg af almindelige mennesker, såkaldte fokusgrupper, vurdere en politikers optræden i forskellige situationer. Resultaterne skal især anvendes til at profilere og markedsføre partiet leders og til prioriteringen af, hvad partiets årlige reklamebudget på fem millioner kroner skal anvendes til. Ifølge Michael Rothenborg stammer Waterfronts inspiration "...fra den amerikanske præsident Bill Clintons genvalgskampagne." Også det konservative folkeparti udarbejdede og udleverede i øvrigt - som socialdemokratiet - en håndbog til kandidaterne op til kommunalvalget i 1997. Her opfordres kandidaterne bl.a. til at uddele appelsiner med C-vitaminer, tændstikæsker, kuglepenne og lightere med valglogo. Ifølge håndbogen er angreb på den lokale journalist bandlyst. Budskaberne skal være korte, og der skal tænkes i overskrifter.

Det andet eksempel er fra det private erhvervsliv. For nylig kunne man se denne helsidesannonce i de danske dagblade. Her vil man gerne sælge en forsikring til ældre - som vi jo ved næsten ikke udsættes for vold - så de kan får dobbelt erstatning i tilfælde af overfald. Det kræver næppe nogen lang økonomisk uddannelse at forestille sig, at dette vil være en god forretning - vel at mærke for forsikringsselskaberne.

Det tredje eksempel er i samme genre. Det drejer sig også om en helsidesannonce, der for øjeblikket bringes i de danske dagblade. Her bruges de ængstelige ældre som gidsler af Politiforbundet i Danmark i et forsøg på at presse politikerne til at bevilge flere penge til politiet.

Som et sidste punkt i min oplistning af, hvad der er karakteristik for voldens nutidshistorie, vil jeg fremhæve

10) Marginaliseringen, dvs. en stærkere udelukkelse og udstødning end nogensinde før af de, der er gerningsmænd til volden.

Den danske kulturhistoriker Morten Thing har i bogen "Folkets århundrede" skrevet om dem, der er sat udenfor samfundets centrale omdrejningspunkter. Her skriver han bl.a.:

" I løbet af 1980erne dukkede et nyt begreb op i den offentlige diskussion, nemlig de udstødte. I denne periode blev dele af velfærdsstaten demonteret eller sat på sultekur. Hvor det frem til 1980 havde været den almindelige opfattelse, at fattige og nødlidende skulle hjælpes af det offentlige, blev det nu almindeligt at se den offentlige hjælp som en sovepude for folk. Liberalismens slagord blev en stat uden sådanne hjælpefunktioner, en minimalstat.

Samtidig havde udviklingen af det moderne samfund også medført, at familiernes rolle som sikkerhedsnet under den enkelte var gået i opløsning. Mange familier havde simpelthen ikke det økonomiske overskud, og et stadigt stigende antal levede uden familie som enlige. Arbejdsløsheden førte videre til at stadig flere mennesker i løbet af 80erne var sat uden for det eneste, som i almindelighed gav folk identitet, nemlig arbejdet. Langtidsledige, hjemløse, førtidspensionister, enlige, alkoholikere og andre sårbare grupper blev betegnet som udstødte.

Hvor man tidligere i århundredet var udenfor, var man nu udstødt. Mange af dem, som tidligere var udenfor, kunne ved lovændringer eller ved andres hjælp komme indenfor. De udstødte var så at sige smidt ud i kulden af en navnløs samfundsmaskine. Fremmedheden er derfor i dag af en anden og måske mere faretruende natur, fordi den er mere upersonlig. Hvis vreden skal rettes mod nogen, bliver den måske rettet mod socialrådgiveren på bistandskontoret og ikke mod det uoverskuelige samfund, som står bag."

Efter min opfattelse sker dette skift i at være udenfor og at være udstødt dog ikke i 1980erne. Det satte ind allerede i 1960erne, da vi fik den første periode med relativ lav arbejdsløshed. En socialrådgiver har beskrevet sin oplevelse af klienterne i 1960erne sammenlignet med tidligere på følgende måde: "... i 60'erne fik vi helt andre sociale problemer. Man kaldte det at udrydde restfattigdommen, og det var nok et flot ord, for der var megen fatttigdom, også i 60'erne. Ikke mindst fordi man blev så forfærdelig afvigende, når man var fattig i det øvrige velstandsræs."

Og fra et andet arbejde om arbejdsløshed og de arbejdsløses vilkår:

"Men samtidig var det den almindelige opfattelse, at man havde nået perioden, hvor det gamle ord om. at der altid er noget at lave, for dem der virkelig vil, var blevet sandt.

Måske kunne man være nødt til at flytte, måske endda skifte fag. Men mulighederne var der.

Og dommen blev hård over dem, der ikke kunne eller ville give sig ind under de nye vilkår. Gradvis var man på vej hen mod en situation, hvor de fattige i samfundet ikke længere kunne se sig selv som dele af en større gruppe mennesker med tilsvarende kår. det sociale nederlag, på arbejdspladsen, i familien eller på boligmarkedet - blev nu opfattet som den enkeltes sociale fallit.

Og det gjorde ikke den enkeltes problem mindre, at han på denne måde måtte være med til at give sig selv stemplet: "Du duede ikke.""

Den "trekantteori", jeg tidligere har præsenteret er i bund og grund en udstødningsteori. Den siger, at med øget fordømmelse af volden, kommer der også til at ske en øget fordømmelse af voldsmændene.

Kort sagt er der tale om en teori, der siger, at den moralske fordømmelse som et instrument i den sociale kontrol virker, men at den også kan skabe paradoksproblemer, hvor man oplever, at der bliver mere og mere af det, der egentlig bliver mindre af, og pga. disse paradoksproblemer kan der igangsættes et selvforstærkende forløb - et selvspind - som kan være kontraproduktiv ved at gøre de fordømte endnu mere afvigende og derved på længere sigt i værste fald mere end ophæve de umiddelbart gode virkninger ved at skabe mere af den uønskede adfærd.

Fordømmelse er en vigtig del af det sociale liv. Den kan vi ikke undvære. Den er nært beslægtet med begreber og fænomener som ære, skyld og skam. Det ville være absurd at ville fordømmelsen til livs som en måde at forholde sig til hinandens adfærd på.

Det interessante spørgsmål er derfor alene, hvordan vi kan sikre, at fordømmelsen bliver integrativ og ikke disintegrativ, altså ikke udløser en proces, der bliver selvforstærkende og som går i negativt selvsving, hvor det kontraproduktive kommer til at dominere over det produktive.

Som et afsluttende mere teoretisk supplement , der kan være frugtbar i diskussionen af og overvejelserne om reaktionerne på vold, kunne det foreslås, at der i den udstødnings- eller udelukkelsesteori, som teorien grundlæggende har karakter af, eksisterer fire udstødningszoner, alt efter udstødningens (fordømmelsens) intensitet.

Den første zone er en selvhjælpszone. Her er fordømmelsen ikke værre, og udstødningen ikke mere omfattende, end at personen ved egen hjælp og/eller ved hjælp af sit private netværk - familie, venner mv. - kan ændre på sin adfærd og sin situation og bringe den i overensstemmelse med det forventede.

Den næste zone er en resocialiseringszone. Fordømmelsen er her så kraftig, og udstødningen så markant, f.eks. i form af vanskeligheder med at få arbejde, at den fordømte ikke bare kan vælge at ændre på situationen eller basere ændringerne på sit netværk. Der må udefra kommende hjælp til, det være sig fra sociale myndigheder, andre myndigheder, særlige hjælpeorganisationer mv. Når vi bevæger os ind i denne zone, er det, at risikoen bliver betydelig for, at fordømmelsesprocessserne ikke længere virker integrativt, men kan få disintegrative konsekvenser.

Den tredje zone er en omsorgszone. Her har fordømmelsen virket så voldsomt og marginaliseringen været så stærk, at selv udefra kommende hjælp ikke længere er virksom. Den fordømte er fastholdt i sin egen udelukkelse. Med et begrebslån fra narkotikaområdet kan man sige, at det vi kan gøre i denne situation ud fra et præventivt synspunkt alene er skadeformindskende tiltag - "harm reduction" - og ud fra et humanitært: omsorg.

Den fjerde zone, den i bogstavelig forstand absolutte endestation, er en dødelighedszone, hvor fordømmelsen og udelukkelsen er så ultimativ, at hverken selvhjælp, resocialisering eller omsorg længere er mulige reaktioner. Der er kun den fordømtes bogstavelige fjernelse fra samfundet tilbage, ved egen hånd eller andres hånd. Der tænkes her især på visse drab, visse selvmord, livsstilsdødsfald, dødsstraf og livsvarigt fængsel.

Udover fordømmelsen og fordømmelsens berettigelse i sig selv, som vi f.eks. kender det fra straffens repressive hensigter - straffen som gengældelse og soning - bør vi ved reaktionerne på kriminalitet og andre sociale afvigelser også have øje for at stille os selv spørgsmålet om, hvor og hvordan i de marginaliserings- eller udstødningszoner, man alt efter deres styrke og karakter kan opdele dem i, reaktionerne kan tænkes at placere sig og ville virke. Fængselsstraffen for eksempel: Er det en hjælp til selvhjælp? Er det en måde at resocialisere på? Eller er det en straf, der sætter reaktionsmønstrene i negativt selvsving, og i den sidste ende gør mere skade end gavn - såvel for de fordømte som for fordømmerne?

En af den forgangnes uges store nyheder i Danmark er en voldsom vækst inden for de seneste to år i anvendelsens af straffeattester ved stillingsbesættelser inden for snart sagt alle erhvervslivets områder. Det bekræfter den tiltagende fordømmelse af kriminalitet, der er i gang - men, må man spørge sig, hvordan vil det påvirke de fordømtes muligheder for at klare sig kriminalitetsfrit fremover?

En ung mand kom for et stykke tid siden på forsiden af en af de store aviser i Danmark som fodboldbølle (hooligan); billedet viste ham i gang med at gennemtæve en anden ung mand på hovedgaden i en dansk provinsby. Efterfølgende blev han så i TV - i et program om fodbolduroligheder - spurgt om, hvordan han havde reageret på at blive udstillet på denne måde, "Jeg var stolt", sagde han; "skide stolt".

Når vi fordømmer vold kraftigere, når vi voldeliggør fysiske aggressioner i større omfang og når vi bliver mindre vant til vold i dagligdagen, så bliver vold også et kraftigere våben. Vold bliver bedre end før til at skabe opmærksomhed, bedre til at skræmme, bedre til at kontrollere omverdenen. Vold bliver et magtredskab, der i stigende grad rækker langt ud over selve voldsudøvelsen.

For udstødte og for magtesløse, der oplever et samfund som har lukket sig for dem og som oplever at det ikke hjælper blot at banke på og melde sig som interesseret på ikke mindst arbejdsmarkedet - lad mig her indskyde, at en netop publiceret OECD-rapport viser, at Danmark ligger i bunden i Europa med hensyn til at integrere indvandrere og flygtninge på arbejdsmarkedet - kan vold derfor blive en mere nærliggende reaktion. Det er muligvis bl. a. i dette perspektiv forskellige nynazistiske bevægelser, skinheads, voldsomme begivenheder som dem vi f.eks. har oplevet i det indre København for få dage siden kan ses.

En af deltagerne i urolighederne i det indre København sagde ifølge en avis, efter at have fortalt om oplevet racisme, diskrimination og udelukkelse i sin dagligdag:

"Efter balladen på Nørrebro ved regeringen, at vi mener det her alvorligt, og det har fået dem til at tænke sig om en ekstra gang. Men fredelige demonstrationer hjælper ikke. Kun vold får danskerne til at reagere. ... Vi ved godt at ballade vil gøre tingene værre, men vi er magtesløse og ser ingen anden udvej. ... Bare vent til vores små brødre bliver store. De er vokset op midt i dette kaos, de er trænede krigere, og de bliver meget værre end os. Hvis folk under hele deres opvækst er blevet kaldt for voldelige kriminelle, bliver de det også til sidst."

Vi skal fordømme vold - men, det er - efter min opfattelse, ikke nok. Vi skal hjælpe ofrene bedst muligt - det er derfor vi har denne konference - men, det er - efter min opfattelse - ikke nok. Vi skal, hvor paradoksalt det end kan lyde, OGSÅ holde en dør åben, fastholde en menneskelig kontakt og ikke støde DEM fra os, der GØR det afskyelige; om ikke andet, så for at undgå, at de BLIVER afskyelige.

Det bedste værn mod marginaliseringen som en følge af voldsfordømmelsen, den kulturelle alvorliggørelse af vold osv. er, at de af os, der skal have at gøre med de fordømte og udstødte i og uden for retssystemerne - og det burde på en eller anden måde være os alle sammen - at vi får at gøre med dem ansigt-til-ansigt; ikke kun som statistik - for som en dansk overlæge har udtrykt det i forbindelse med en anden problemstilling: "Det er en dehumanisering, at mennesker kommer op på tabeller. Kommer de der, kan man altid flytte rundt på dem som tal."; altså: ikke som statistik; ikke som journaler; ikke som sager, ikke bag et skrivebord; ikke via medier, men som menneske-til-menneske. Så må man leve med - og mod - at den slags holdninger i et individualiseret, offerorienteret og voldsfokuserende samfund ikke er velkomne og vil blive kaldt for pladderhumanisme, bamsementalitet, vatnisseindstilling, berøringsangst, politisk korrekthed og tilsvarende ikke særligt charmerende stigmatiseringer.

Kilder: Kilder til de enkelte citater, henvisninger mv., der er anvendt i foredrget/artiklen, kan oplyses ved henvendelse til artiklens forfatter. Foredragets synspunkter - samt kilder - er nærmere belyst i Flemming Balvig: "Det voldsomme samfund. Om vold som problem og fængsel som løsning", Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København, 2000. Bogen udgives i to bind. Bind 1: der har undertitlen "Fortid og nutid", udkommer januar 2000; bind 2, der har undertitlen "USA og Danmark", udkommer april 2000.