Pressemeddelelser




15 marts 2011
 
Sæt fokus på hverdagsracismen !
 
Der diskrimineres på rigtig mange af de diskoteker, der har størst appel til de ældste teenagere og unge voksne, og diskriminationen udløser i stigende grad protest og oprør blandt de afviste, som stort set alle har anden etnisk oprindelse end dansk.
 
Derfor sætter Indvandrerrådgivningen nu fokus på hverdagsracismen.
 
Balladen på Århus havn foran diskotek Showboat var et klassisk eksempel på, hvordan etnisk diskrimination og den efterfølgende uro er eskaleret gennem lang tid.
 
Men ingen vil stå frem og erkende den hverdagsracisme, der ligger bag diskotekets afvisning af en større gruppe unge (selvom de havde adgangsbillet).
 
Først forlød det, at dørmændene havde lukket for adgang, fordi diskoteket var fyldt til bristepunktet, og senere forklarede diskotekets ejer, at man havde afvist gruppen af unge, fordi de afviste havde karantæne på et andet diskotek i byen. De unge har med andre ord fået kollektiv karantæne. Hvem kan give det ? Og hvorfor føler disse dørmænd sig forpligtiget til det ? Det hedder vist dømt på forhånd.
 
Tonen blandt unge er i dag meget direkte. Det kan ligge i tiden, at næverne sidder løst – men netop når det handler om værtshusdiskrimination, så er der absolut ikke tale om et nyt fænomen. Der var ballade på Birkelse kro i Vendsyssel for 30 år siden, fordi en flok tyske campister følte sig forskelsbehandlet. Der var ballade for 20 år siden på et diskotek i Frederikshavn, fordi man afviste et hold fulde svenskere. For ti år siden… og for fem år siden… Og i Århus kommer de med 3 måneders mellemrum, diskriminationen, og dermed også balladen. Der er intet nyt i dette, men det nye er, at de unge er begyndt at sige fra, når de føler sig diskrimineret og uretfærdigt behandlet, når de bliver udsat for åbenlys etnisk diskrimination.
 
Der findes kun meget få domme herhjemme, hvor diskoteksejere har måttet bøde for, at deres ansatte har udsat unge danske medborgere med anden etnisk baggrund end dansk for adgangsdiskrimination eller anden forskelsbehandling. Diskoteksejerne grov- og finsortere publikum efter mere eller mindre obskure kriterier, og i hvert fald som oftest frasorteres danske medborgere fra med etnisk herkomst. Og diskotekernes ”officials” har lige som fodbolddommere uindskrænket magt i den enkelte situation. Tilmed kan de forvente gratis offentlig assistance fra politiet, når situationen kommer ud af kontrol efter deres afvisninger.
 
Ifølge restaurationslovens § 32, stk. 2, har diskotekerne ret til at bortvise uromagere, og det udmøntes mange steder i karantæne. Men begrebet kollektiv karantæne er ikke hjemlet i loven, og et konkret eksempel på, at politiet ønskede en alkoholbevilling inddraget for et værtshus, der havde søgning af en gruppe ”uromagere” blev afvist i Industriministeriet med den begrundelse, at man kan ikke bruge sådanne sanktioner præventivt, og det må tilsvarende gælde for kollektive karantæner, at de har ikke medhold i loven, og at kollektiv (præventiv) karantæne som den blev anvendt ved diskotek Showboat i virkeligheden er etnisk diskrimination og dermed strafbar.
 
At situationen med udbredt hverdagsracisme imidlertid har vakt kritisk interesse også uden for Danmark blev klart, da The European Commission against Racism and Intolerance (ECRI) for tre år siden i en rapport opregnede et stort antal forhold, hvor dansk uvilje og fremmedfrygt medførte diskrimination blandt andet i diskoteksmiljøerne. Ud af 26 konkrete sager om diskrimination på diskoteker blev tre diskoteker dømt, to frikendt, to sager blev afsluttet med vedtagelsen af en bøde uden om retten – og i 19 tilfælde afviste retten sagen på grund af bevisets stilling. Også på mange andre områder som bolig, arbejde og uddannelse pegede rapporten på alvorlige diskriminationsproblemer i Danmark, og anfører som grund til diskriminationen, at det danske samfund har bevæget sig mod fremmedhad og intolerance, båret for et første af medierne og for det andet af politikerne.
 
 
I Århus kommune fortæller adskillige unge danske medborgere med fremmed etnisk baggrund, at de udsættes for diskrimination på flere diskoteker. De unge erkender ærligt, at de en gang imellem selv er skyld i, at de får karantæne visse steder, men andre gange har de fået en dårlig behandling, selv om de opførte sig korrekt. Antallet af konkrete sagsanlæg i Århus er i dag nær nul, for som ECRI-rapporten påviser, er hverdagsracismen i Danmark så udbredt, at sagsanlæg ikke fører til noget fornuftigt, og i bevillingsnævnet (med borgmester Louise Gade i spidsen) og på kommunens juridiske kontor, som er sekretariat for bevillingsnævnet, hedder det da også, at man ikke har aktuelt kendskab til sager, hvor diskrimination har været diskuteret i forhold til at udstede eller inddrage en alkoholbevilling. Med andre ord, Århus Byråd og borgmesteren gør ikke for meget for at dæmme op for forskelsbehandlingen og den åbenlyse diskrimination på byens diskoteker.
 
Konklusionen er, at diskrimination på grund af etnisk herkomst udvikler sig over alt og på alle planer i samfundet, og at udviklingen sker med større og større fart.
 
Derfor kan vi forvente, at sager som urolighederne ved diskotek Showboat vil tage til i fremtiden. Antallet af voldssager, hvor mere eller mindre desperate unge med anden etnisk herkomst vil gribe til sten eller knive, vil desværre stige. I takt med danskernes stigende fremmedhad kommer konfrontationernes stigende voldsomhed. Tryk avler modtryk.
 
Og der synes ikke noget sted at være politisk vilje til at ændre på forholdene.
 
I Århus reagerede den tidligere borgmester Louise Gade reageret voldsomt mod de unges angreb på politiet, og hun har sammenkaldt politi og indvandrerforeninger til krisemøder om situationen. Men når den hverdagsracisme, der ligger bag de unges oprør, ikke diskuteres ikke interesserer, er det mest sandsynligt, at disse møder fører til midlertidig ophør af uroen.
 
Indvandrerrådgivningen opfordrer alle, der udsættes for diskrimination på den ene eller den anden måde, til at henvende sig dels til os, dels til politiet, dels til en advokat – og vi vil i muligt omfang gerne bistå med. For den eneste vej frem er at få al hverdagsracisme frem i lyset og få domfældt dem, der udøver den.
 
 

15 august 2011
 
Situationer med tvangsægteskaber og regeringens nye handleplan !
 
Indvandrerrådgivningen hilser det særdeles velkomment, at Socialministeriet og Integrationsministeriet nu udmønter adskillige års snak om tvangsægteskaber i en konkret handlingsplan. Det hedder heri blandt andet:
 
Med [sin nye] handlingsplan sender regeringen et kraftigt signal: Det kan ikke accepteres, at unge tvinges eller presses ind i et ægteskab mod deres vilje. Det er afgørende, at værdier som det frie valg, beskyttelse af den enkelte og ligestilling mellem kvinder og mænd respekteres. Et demokratisk samfund bygger på den personlige frihed. Det betyder, at alle unge, uanset etnisk tilhørsforhold, skal have mulighed for selv at vælge deres ægtefælle.
 
I handlingsplanen opregnes derefter en række konkrete initiativer:
 
• At forhindre tvangsægteskaber.
• At modvirke ulykkelige familiesammenføringer på baggrund af arrangerede ægteskaber.
• At bidrage til en bedre integration og øget ligestilling mellem kønnene.
• At bidrage til at sætte øget fokus på etniske minoritetsunges ægteskabelige problemstillinger i Danmark.
• At få formidlet viden om indsatsområderne til alle, der er i kontakt med etniske minoriteter f.eks. læger, socialarbejdere, sundhedsplejerske, lærere, pædagoger m.fl.
 
Handlingsplanens indsatsområder er information, dialog og samarbejde, rådgivning, en forstærket kommunal indsats, pigeklubber, opfølgning i forhold til unge, der må gå under jorden, botilbud, forskning og dokumentation.
 
Vi hilser det meget velkomment, at der indgår et væsentligt element af uddannelse af sagsbehandlere og andre, der i forvaltningen, på skoler, i rådgivningerne møder tvangsægtekabsproblemet. Alt for ofte har vi i Indvandrerrådgivningen mødt embedsmænd og forvaltninger, som enten ikke anede, at tvangsægteskab er et problem, eller som tacklede sagerne helt forkert. Vi har – indrømmet – også haft forbilledligt samarbejde med socialrådgivere og andre, der virkelig har sat sig ind i problematikken.
 
Alvoren bag tvangsægteskab eller arrangerede ægteskaber i den grå zone (se dog   www.hotline-raadgivning-for-indvandrere.dk  (altså også tvangsægteskab)) blev påvist i en stor undersøgelse i Ishøj, beskrevet i artiklen ”Unge rejser hjem efter partner”, Politiken 9 september 2000.
 
Her står bl.a.: Kultursociologen Eyvind Vesselbo står bag de nye tal. Det er tredje runde i en analyse, hvor han har fulgt en gruppe på 145 tyrkiske mænd, der kom til Ishøj for 30 år siden som gæstearbejdere. 98 procent af alle personer, som indgår i den nye undersøgelse, har hentet ægtefællen i hjemlandet. Ud af i alt 747 ægtefæller er de 734 familiesammenførte. Undersøgelsen viser også, at mens der i anden generation var en svag tendens til at finde en ægtemand eller hustru her i Danmark - det gjorde man i syv ud af i alt 98 ægteskaber - så er den svage tendens næsten helt væk i tredje generation. Her har foreløbig kun to ud af 62 fundet sig en ægtemage blandt herboende personer. De 60 andre rejste til Tyrkiet for at finde livsledsageren.
 
Det kan på den baggrund undre os, at det tværministerielle samarbejde først resulterer i en handlingsplan nu.
 
Men – og det er vigtigt at få med – så er handlingsplanen trods alle de gode elementer slet ikke vidtrækkende nok. Frem for alt mangler der en kobling til andre områder af retssystemet. Går en kvinde under jorden, kan hun godt købe sig et  nyt navn, men ikke nyt CPR-nummer. Selv politiet har beklaget dette problem, når man har skullet gemme et vidne f. eks. i en rockersag. Det er ganske enkelt ikke muligt inden for den eksisterende lovgivning at gemme folk godt nok.
 
Danmark er for lille, til at man kan garantere en ung kvinde eller mand, at familien ikke møder op en dag. Indvandrerfamilierne er store og vidt forgrenede. Og garantien holder slet ikke, hvis den eneste fysiske beskyttelse er på de næsten offentlige krisecentere eller et andet, offentligt kendt opholdssted, som familien véd eksisterer. Sådanne steder er ikke i stand til at stå imod, når 15 vrede iranere kommer efter lillesøster eller niecen, og personalet er ikke forpligtet til at være livvagter. Krisecentre er helt overordnet set slet ikke velegnede opholdssteder for unge med deres 2 måneders grænse for ophold. Det er heller ikke et værdigt liv, hvis den unge resten af livet skal leve med angsten.
 
Handlingsplanens forslag om særlige bosteder for tvangsægteskabstruede unge må forudsætte, at bostederne hver for sig er meget små, ikke er kendt i offentligheden, er meget diskrete og ”falder i med landskabet”, så bostedet ikke tiltrækker sig overvågning eller angreb fra beboernes familier. Vi har erfaring for, at familierne til tvangsægteskabstruede unge kan være endog meget aggressive og grundige i deres iver for at gennemføre familiens planer. ”Det er æren, der står på spil.”
 
En mere holdbar løsning kunne her være et forstærket internationalt samarbejde, så unge kan tilbydes opstart og nyt netværk uden for Danmark. Den model har Indvandrerrådgivningen anvendt med succes i flere år.
 
Der er i lovgivningen visse muligheder for sanktion mod familier, der tvangsgifter deres børn, men disse muligheder opstår først, når der enten indirekte eller direkte er kommet lig på bordet. Forsøg på tvangsægteskab straffes yderst sjældent, fordi der oftest er tale om påstand mod påstand. Her ville vi ønske, at kommunerne i langt højere grad ville lytte alvorligt til de unge og derefter som det første inddrage f. eks. Indvandrerrådgivningen, som har stor erfaring i at høre, om den unge er i reel fare og om tvangsfjernelse er relevant eller (for unge over 18 år) der kan tilbydes opholdssted eller lejlighed og eventuel forsørgelse efter de normale regler, der gælder efter lov om social service. I forlængelse heraf mangler vi i handlingsplanen en klageinstans uden for det kommunale system, for de for de piger, der afvises på bistandskontoret. Det sker for ofte, at en ung pige eller dreng skal gennem alternative hjælpemuligheder, som Indvandrerrådgivningen. Dis unge får endnu et stort knæk i troen på hjælpen fra samfundet. Som landet ligger, er det kommunens eget sociale ankenævn, der behandler førsteintansklager over afgørelser i socialforvaltningen. Det er meget uheldigt, og som systemet fungerer i dag, er det meget tungt og stift at håndtere for f eks. en ung kvinde, der mener sig i direkte livsfare, og som oplever at familien vil tvangsgifte og dermed udsætte hende for voldtægt.
 
Endelig gør handlingsplanen ikke opmærksom på, at tvangsægteskabstruede unge skal have en personlig valgt voksen bisidder, der med fuld aktindsigt kan støtte og rådgive den unge også ud over den rådgivning der er til rådighed i forvaltningerne. Det er i øvrigt i kommunernes egen interesse, at der udpeges en bisidder, som kan opfange misforståelser eller pege på muligheder, der i hverdagen måske ikke er gængse for forvaltningen. Endelig er bisidderen en vigtig del af retsbeskyttelsen.
 
Det er positivt, at de to ministerier nu endelig har fået hul på problemet. Og det er glædeligt at man vil forstærke oplysningsarbejdet målrettet mod de unge og deres forældre. Det er der behov for.
 
Men før man er klar med helt radikale og effektive løsninger – og meget gerne en mulighed for at skabe en totalt ny identitet for de unge, er arbejdet kun gjort halvt færdigt.
 



 
24 december 2011

Tavshedspligten og "illegale" kvinder i Danmark !

Det vækker meget blandede følelser i IndvandreNet Landsorganisationen for Indvandrere og Flygtninge og Indvandrerrådgivningen, at læger og personale på et af landets sygehuse har afsløret snyd med sygesikringskort og dermed illegalt ophold i Danmark.

Naturligvis er det ikke i orden, at der er nogen i Danmark, som må bo under jorden, fordi de af den ene eller anden grund ikke kan opnå hverken asyl eller midlertidig opholdstilladelse.

Men netop når der er tale om kvinder under jorden, er der grund til at anlægge et særdeles nuanceret syn på situationen. Der er for eksempel en række sager, hvor kvinder har mistet deres midlertidige opholdstilladelse fordi de er blevet banket ud af ægteskabet. Den stedfundne vold har været grov nok til at udløse skilsmisse - men selv om en dommer altså har vurderet graden af vold som grov, så underkendes retterne i tre ud af fire sager i Udlændingestyrelsen og af Integrationsminister Bertel Harder. De anser ikke den stedfundne vold som så grov, at der skal tages særlige hensyn til kvinden efter udlændingelovens §19, stk. 6.

Så mister kvinden sin midlertidige opholdstilladelse, hun havde fået efter reglerne om familiesammenføring, og nu står hun så til at blive banket ud af Danmark, lige som hun før formodentligt blev tæsket ud af sit hjem. Der er også en del andre andre sociale omstændigheder, der udløser den "illegale" situation for udenlandske kvinder, nemlig arrangered - og tvangsægteskaber. Idag må vi konstatere, at i Danmark lader op mod 15.000 ægtepar sig skille hvert år, andelen af udlændinge´, der bliver skilt er procentvis betydelig større end hos "danskerne".  Med regeringens nye lov om 7 år for fast opholdstilladelse vil der således blive skabt en hærskare af "illegale" udenlandske kvinder i Danmark med katastrofale konsekvenser til følge.

Hvis kvinden skal rejse til hjemlandet - og evt. forlade sine børn - bliver hun betragtet som en uværdig, brugt kvinde, en falden kvinde.

Er der noget at sige til, at en sådan udenlansk kvinde vil gøre alt for at være i nærheden af sine børn ?
Er der noget at sige til, at en sådan udenlandsk kvinde efter år i Danmark synes sig integreret og berettiget til at forblive i Danmark ?
Er der noget at sige til, at læger og andet personale på sygehusene alene i kraft af deres arbejde måske burde være de første til at anlægge et humanistisk syn på disse kvinder? Og at de i det mindste må have indskærpet, at tavshedspligten i disse sager går forud for udlændingestyrelsens og diverse ministres alt for ofte meget firkantede afgørelser.

Endelig må det tælle med, at det var for at opnå abort, kvinderne henvendte sig. Hvilket liv ville deres spæde barn få i hjemlandet, hvis myndighederne finder kvinderne og sparker dem ud af Danmark?

De udenlandske kvinders tarv bliver groft tilsidesat gennem denne uværdige polimik.

IndvandreNet Landsorganisationen for Indvandrere og Flygtninge og Indvandrerrådgivningen vil primo det nye år sætte fokus på den såkaldte voldsparagraf udlændingelovens §19, stk. 6 - som var tiltænkt at give voldsramte undenlandske kvinder mulighed for at beholde deres opholdstilladelse, men prakis i Udlændingestyrelsen og respektive ministre i Integrationsministeriet, Social- og Ligestillingsministeriet vil åbenbart ikke give mulighed herfor.

IndvandreNet Landsorganisationen for Indvandrere og Flygtninge
og Indvandrerrådgivningen.



22 november 2011

Den forbudte kulturarv – omskæring !

Debatten om omskæring af piger er blusset op, blandt andet med baggrund i en række meget omdiskuterede udtalelser fra flere somaliske imamer, og under stor mediebevågenhed er et par imamer blevet politianmeldt.

Men det er udtryk for menneskelig armod i Danmark, at denne debat først nu kommer i højt gear, "blot" fordi nogle imamer mere eller mindre "uheldigt" kommer til at fokusere på et problem, politikerne og samfundet i grunden helst vender det blinde øje til.

Det kunne jo i stedet handle om, at ministerier og pressen igennem de seneste tre år ikke har taget problematikken alvorligt. Indvandrerrådgivningen fik desværre for nylig afslag på en ansøgning om støtte til en kampagne mod omskæring både i integrations-, sundheds-, indenrigs-, social- og ligestillingsministeriet, med den begrundelse, at en etnisk somalisk kvindeforening i Århus lige havde haft en international konference, samt at sundhedsministeriet havde haft en kampagne. Den blev desværre afsluttet for 3 år siden og er ikke fulgt synderlig godt op.

Omskæring af kvinder findes ifølge de førende islamiske retsskoler ikke dokumenteret i Koranen. Men det er ikke væsentligt. Omskæring af børn uanset køn er såvel i visse kristne som islamiske og i de jødiske samfund en urgammel tradition, som vi i Indvandrerrådgivningen tager skarpt afstand fra. Ethvert legemsangreb, som ikke er lægeligt begrundet, er forbudt ved lov i Danmark og alle moderne vestlige samfund.

Så længe somaliske imamer udbreder en skønsom blanding af dyb overtro, og krydrer det hele med tvivlsomme henvisninger til Koranen, er man med til at opretholde urskikke og kulturuvaner, der daterer sig tilbage længe før både Koranen, Det Gamle Testamente og de demokratiske statsdannelser blev til - og dertil regner vi oldtidens Grækenland, romerriget og de europæiske kulturer frem til vor tid.

Det menneskesyn, der hersker som baggrund for omskæring hos brede kulturlag i især fattige egne af verden, er et menneskesyn båret af nogle særdeles stive magtstrukturer, og omskæring er et udtryk for udøvelsen af denne magt. Det gælder uanset vi taler om kristne kulturlag i Afrika eller Mellemøsten, det jødiske samfund eller de islamiske, hvor omskæring praktiseres. Og visse paralleller kan også trækkes til kulturuvaner som arrangerede – og tvangsægteskaber !

I moderne samfund er magtstrukturen opbygget på andre normer - samfundets overlevelse bygger på helt andre parametre. Måske er det netop den udbredte uvidenhed om magtens opbygning i de kulturlag, hvor lemlæstelse praktiseres, som får politikere og embedsmænd til at vende det blinde øje til problemet. Vi forstår ikke sådanne kulturuvaner, og derfor tør vi ikke blande os.

Der skal oplysning til herhjemme, og f. eks. i Somalia selv om der her er en langsom men markant udvikling i gang hen imod bedre oplysning om sundhedsaspekterne ved de grufulde omskæringsmetoder. Det formodes, at antallet af omskæringer er for nedadgående, omend der endnu kun er tale om mindre fald. Derfor er det er vigtigt, at vi også herhjemme sætter kraftigt ind med oplysning.

Vi ser ingen grund til særskilt lovgivning, for rettelig anvendt har den danske lovgivning allerede de muligheder, der behøves for at straffe disse legemsangreb. Vi ser ingen grund til at præcisere tvangsfjernelse som instrument, som et enkelt parti i Danmark nu er fremme med, fordi det allerede ligger i lovgivningen, at forældre, som lemlæster deres børn, må forvente tvangsfjernelse og straf efter straffeloven. Men måske skulle der mere intensiv supervisering gennem oplysning til i vor skole- og socialsystem.

IndvandreNet - Landsorganisation for Indvandrere og Flygtninge vender sig imod Dansk Folkepartis meddelelse om, at partiet i folketinget vil kræve, at omskårne somaliske piger tvangsfjernes som pædagogisk instrument over for børnenes forældre. Politikerne og herunder Dansk Folkeparti har i mange år lukket øjnene for praksis, og der er intet gjort for at forøge oplysningen herhjemme eller lægge pres på de regeringer ude i verden, som ikke har lovgiver eller gør en aktiv indsats mod omskæring.

Det vil være fint at ophæve reglen om dobbeltstraf i forbindelse med omskæring. Men det er ikke nogen mirakelløsning. Sverige har haft det i nogle år, men endnu er ingen blevet dømt efter den regel i Sverige. I Sverige – men ikke Danmark - har vi set at konkrete anmeldelser ikke har ført til domfældelse, til de sociale myndigheders forbavselse. Bevisførelsen er for kompliceret. En lovgivningsmæssig konstruktion med vold og straf kan man ikke - pigerne vil blive holdt væk fra det danske sundhedssystem. Det er en katastrofe kurs.

Kulturuvaner kan kun ændres gennem intensiv oplysning og positiv kultur påvirkning.

Vold og straf fører kun til stigmatisering.

IndvandreNet - Landsorganisation for Indvandrere og Flygtninge

Tlf 86.185362 & Fax + 45 86.132764