Undersøgende og stigmatiserende regering !
Århus, den 7 maj 2004
Pressemeddelelse
Integrationsminister Bertel Haarder skal medgives, at han er en ihærdig mand med mange initiativer til at fremme integrationen efter hans opfattelse. Han er en vidende og veluddannet person, men når han først på dette år under stor ståhej beordrer en undersøgelse om, i hvilket omfang muslimske skoleelever er antisemitiske, må det være det politiske image, han vedligeholder.
Integrationsminister Bertel Haarders store integrations- og politiske budskab i denne uge er endnu en undersøgelse: ”Ekstremisme blandt muslimske elever”. Der er opbakning fra de sædvanlige stigmatiserende politikere og partier. Baggrunden og backingkoret er den danske medieverden, der igen flittigt skriver om den mindre forening Hizb-ut-Tahrir, der også denne gang får alt for megen opmærksomhed i forhold til sin størrelse, sin betydning og sit virke. Ingen beskæftiger med det almindelige fornuftige: at lade denne forening være ligegyldig, da den ingen reel opbakning har, hverken i hovedstaden eller provinsen.
Ingen forsøger andre veje end at
ødelægge foreningsfriheden i Danmark med en grundslovsstridig nedlæggelse af
foreningen. Oplysning som et forebyggende middel burde være værktøjet. Og det
vil være langt billigere, end en abnorm stor undersøgelse, og mere
virkningfuld. Konsekvensen af at fokusere på Hizb-ut-Tahrir er, at foreningen
får en masse billig reklame, som kan tiltrække de nysgerrige, de
utilpassede og de ikke-oplyste. Og det er jo dette mønster, der oftest ses i
lignende danske "missionerende" foreninger.
Integrationsminister Bertel Haarder vil nu efter en polemik med et enkelt
folketingsmedlem lade undersøgelsen omfatte alle elever, danske som etniske,
men det er tydeligt, at de muslimske børns attituder er hans egentlige mål. Vi
mener, at det er stærkt kritisabelt, at muslimske børn og unge endnu engang
skal være de tydelige ofre for regeringens negative og hetzende politik, som i
dagligdagen kommer til udtryk gennem konstante stramninger overfor muslimer og
andre etniske mindretal på forskellige områder af samfundslivet.
Som undersøgelser foranstaltes i et moderne samfund, vil tal og konklusioner uanset anonymiserede svar kunne trækkes ud fra gruppen af muslimske børn og unge. Og det vil de med sikkerhed blive både af politikerne og medierne. Det vil blive proportionsforvrængende, stigmatiserende og i sidste ende til mistænkeliggørelse og forskelsbehandling af muslimske og andre fremmedetniske børn og unge, som må se fremtidsmulighederne bliver dårligere for dem.
Vi mener, at en sådan undersøgelse er
usmagelig og diskriminerende, at konsekvensen af denne konstante og direkte
negativt rettede politik overfor det muslimske og etniske mindretal i Danmark,
kun kan resultere i en øget følelse af politisk forfølgelse og stigmatisering
i forhold til det danske samfunds øvrige borgere.
Vi vil opfordre etniske forældre til
overfor skoleledere og bestyrelser, at gøre indsigelser mod undersøgelsen,
eventuelt direkte nægte at lade deres børn deltage. Ingen kan tvinge dem. På
webadressen
www.IndvandreNET.dk
kan man hente en standardskrivelse, hvor etniske forældre boykotter
undersøgelser fremover. Kun ved deres personlige tilladelse vil deres
børn kunne deltage i undersøgelser.
De allerfleste muslimske og fremmedetniske børn og unge har mere til fælles
med Danmark og dens befolkning, end mange tror. De betragter sig som en del af
vores moderne kultur. Men uanset dette
opbygger medierne og politikerne
kunstige skel i befolkningen og forøger befolkningens opfattelse af ”dem imod
os”.
Vi skal opfordre integrationsminister Bertel Harder til at undlade denne nye undersøgelse. Skulle integrationsminister Bertel Harder alligevel igangsætte undersøgelsen, vil vi tage skridt til at indklage ministeren personlig samt Danmark for de relevante europæiske og internationale instanser og domstole.
IndvandreNET - Landsorganisation for Indvandrere og Flygtninge
Multikulturel Forening, Århus
Antidiskriminations forbund (IDFAD)
Frihed og Broderskab
ACFC
Børneklubben Regnbuen
Den Arabisk Kultur Forening